Broderens gave har fået Hans Christian til at føle sig rask

”Jeg føler mig rask, og jeg har jo en rask nyre. Det skal man naturligvis passe på med at sige, når man har fået indopereret en fremmed nyre. Men sådan har jeg det altså….”

Hans Christian Minke, 62 år, ved godt selv, at han er heldig. Og han understreger også gerne, at han er virkelig glad for at leve i et samfund med et sundhedsvæsen som vores.

Den positive holdning skinner også igennem, når man spørger til, hvordan det var at blive transplanteret, og hvordan han lever med sin nye nyre.

”Det var altså ikke særligt slemt. Jeg vil kalde det en forholdsvis nem oplevelse, og nyren fungerede jo med det samme,” siger han.

Hans Christian Minke har levet med sin nye nyre i fem år nu, og han føler ikke, at han har nogen begrænsninger i dagligdagen.

”Jeg nåede ikke at komme i dialyse inden, så jeg fik ikke den der store aha-oplevelse af pludselig at have det meget bedre efter operationen. Men jeg fik det hurtigt godt, og var jo mindre træt. Det er klart, at mine gamle nyrers filtre ikke virkede så godt mere, og jeg fik det bare bedre,” siger han.

”I dag er mit liv forholdsvist normalt. Før operationen kom jeg jo ofte på Skejby, nu kommer jeg sjældnere,” nævner han som en af eksemplerne på hans liv efter operationen.

I en undersøgelse fortaget af researchfirmaet Maple for medicinalvirksomheden Astellas, fremgår det, at mange transplanterede kan have svært ved at huske at tage deres medicin. Især den om aftenen.

”Næh, det er jo ligesom, at man drikker sin kaffe om morgenen og om aftenen. Jeg har en alarm på min mobil, som husker mig på det,” siger han.

I undersøgelsen fremgår det også, at nogle transplanterede skaber sig faste leveregler, også nogle gange unødige regler. Men også her må Hans Christian Minke melde pas.

”Det har jeg ikke gjort. Jeg er nok blevet mere kropsbevidst, og jeg passer på min krop, men det har jeg egentlig altid gjort. Nogle mennesker siger til mig, ’guud, må du godt drikke en øl’. Og så siger jeg til dem – der er altså min nyre, ikke min lever, jeg har fået skiftet ud,” siger han.

En ting har Hans Christian Minke dog til fælles med andre patienter. Angsten.

”Den slipper man nok aldrig af med. Får jeg bare et par stregers feber, bliver jeg helt hys. Det værste i min verden ville være, hvis min krop afstødte min nye nyre, og at min brors indsats derved ville være forgæves."

Som helt ung fik Hans Christian Minke konstateret et meget højt blodtryk, der tidligt i hans liv nåede at skade nyrerne. I mange år levede han med en nyrefunktion, der gik gradvist nedad, og var derfor tilknyttet
Skejbys nyreafdeling.

”Pludselig i 2012 fik jeg at vide, at jeg nok skulle kigge mig om efter en mulig donor. Det havde jeg ikke lige regnet med, men både min kone, min datter og min storebror meldte sig. Og det endte med, at min bror, som bor i Los Angeles, blev fundet egnet og fløjet hjem. Den 19. juni 2013 blev jeg transplanteret,” siger han.

”Min bror havde bøvl med sit forsikringsselskab, da han ville over og give mig en nyre. Og vi har da talt om, at det er godt, at vi bor i Danmark, hvor man ikke har den slags at slås med.”

Hans Christian Minke er blevet kaldt ’en stærk patient’, og han erkender også, at han er god til at sige sin mening og spørge, hvis der er noget, han ikke forstår.

”Lægerne har ikke fået ret meget undervisning i kommunikation. Og jeg fik da beskeden om, at jeg skulle transplanteres på en meget direkte måde. Men hellere det end at de taler udenom. Jeg har intet dårligt at
sige om lægerne,” siger han.

”Og sygeplejerskerne. Det er jo dem, der holder afdelingerne sammen. De kan jo tale med folk, og de er nogle gange næsten dygtigere end lægerne til det faglige. De gamle – undskyld, rutinerede – sygeplejersker er jo dem, der får det hele til at fungere,” siger han.

National handlingsplan for organdonation



I 2014 blev der lavet en national handlingsplan for organdonation. Formålet er at sikre, at så mange som muligt med behov for et nyt organ får mulighed for transplantation. Handlingsplanen har to overordnede målsætninger:

• Øge pårørendes accept af donation til 85 procent inden 2020.
• Øge intensivafdelingernes opmærksomhed på donorer, så max. 5 procent af afdelingerne overser, at en patients tilstand kan føre til hjernedød.

Den seneste status fra Dansk Center for Organdonation viser, at gennemsnitligt over de seneste fem år har 71 procent af de pårørende til hjernedøde patienter sagt ja til en organdonation, når den hjernedøde ikke selv havde taget stilling. Og kun i to procent af dødsfaldene – i alt fire tilfælde - i 2017 var personalet på en intensivafdeling ikke opmærksom på at overveje organdonation af eksempelvis nyre, hjerte, lever og lunger fra en hjernedød patient.

LÆS OGSÅ:

For Mark har det været ’ren optur’ at få sin brors nyre

”Egentlig er det bare det, at jeg skal tage min medicin morgen og aften, der får mig til at huske,