Skip to main content


”Vi ser, at blandt astmapatienter over 55 år behandler vi næsten 20 procent med højdosis eller supraterapeutiske doser ICS. Vi behandler dem med andre ord med ICS-doser, hvor vi ved, at risikoen for betydelige bivirkninger på baggrund af systemisk effekt øges," siger Alma Holm Rovsing.

Forskere undrer sig: Ældre får højere doser og mindre specialistkontrol

Ældre astmapatienter får oftere meget høje doser inhalationssteroid, selv om så høje doser øger risikoen for bivirkninger. Samtidig bliver de ældre patienter sjældnere set af speciallæger på hospitalerne, viser ny dansk forskning.

Et nyt dansk landsdækkende registerstudie viser en tydelig forskel i behandlingen af astmapatienter afhængigt af deres alder. Jo ældre patienterne er, desto oftere får de høje doser inhalationssteroid (ICS), som dæmper betændelsen i luftvejene. Samtidig bliver de i mindre grad fulgt af speciallæger på hospitalerne.

Studiet bygger på nationale registre over danske astmapatienter. Forskerne har koblet oplysninger om patienternes medicin med oplysninger om deres kontakt til sundhedsvæsenet og undersøgt sammenhængen mellem alder, medicindoser og kontakt til speciallæger.

Resultaterne viser, at de ældste patienter oftest får højdosis inhalationssteroid og samtidig har den laveste sandsynlighed for at blive set af en lungespecialist på hospitalet.

Hver femte over 55 år får meget høje doser

Allerede fra midalderen stiger andelen af astmapatienter, der får høje doser inhalationssteroid.

”Vi ser, at blandt astmapatienter over 55 år behandler vi næsten 20 procent med højdosis eller supraterapeutiske doser ICS. Vi behandler dem med andre ord med ICS-doser, hvor vi ved, at risikoen for betydelige bivirkninger på baggrund af systemisk effekt øges. Det er langt over det antal patienter, vi ville forvente har brug for højdosis ICS til at behandle deres astma, og desuden har højdosis ICS en meget lille additiv effekt på de fleste patienter,” siger studiets førsteforfatter Alma Holm Rovsing, læge og ph.d.-studerende ved Lungemedicinsk Forskningsenhed, Hvidovre Hospital.

Supraterapeutiske doser betyder doser, der ligger over det niveau, man normalt anbefaler til behandling af astma. Ved meget høje doser kan en større del af medicinen blive optaget i kroppen og dermed give bivirkninger andre steder end i lungerne.

Forskerne har ikke undersøgt, hvorfor ældre patienter får mere inhalationssteroid. Men tidligere forskning peger ifølge Alma Holm Rovsing på flere mulige forklaringer.

”Det høje ICS-forbrug kan tilskrives, at man behandler symptomer, der kan have andre årsager end astma, dels at vi læger er bedre til at skrue op for en behandling som ICS, end vi er til at revurdere og nedtitrere patienter på de meget høje doser inhalationssteroid, hvis de er velkontrollerede.”

Med andre ord kan nogle patienter få mere astmamedicin, fordi symptomer som åndenød eller hoste bliver opfattet som tegn på astma, selv om de også kan skyldes andre sygdomme. Samtidig kan en høj dosis blive videreført, selv om patientens astma senere er kommet under god kontrol.

Ifølge Alma Holm Rovsing er der også et misforhold mellem, hvor mange der får højdosis inhalationssteroid, og hvor mange der forventes reelt at have så svær og dårligt kontrolleret astma, at de har brug for den behandling. Den gruppe vurderes kun at udgøre omkring tre til otte procent af alle astmapatienter.

De fleste på høje doser ses ikke på hospitalet

Samtidig med at medicindoserne stiger med alderen, falder kontakten til speciallæger på hospitalerne.

”Vores forskning viser, at over 77 procent af de astmapatienter, der får højdosis inhalationssteroid og supraterapeutiske doser, ikke ses i hospitalsregi. I patientgruppen mellem 76 og 85 år falder antallet af patienter, som bliver viderehenvist til specialister på sygehusene, og tallet falder drastisk i gruppen af patienter, der er ældre end 85 år,” siger Alma Holm Rovsing.

Forskerne ved ikke, hvorfor de ældre patienter sjældnere bliver henvist. Det kan blandt andet skyldes, at den praktiserende læge vurderer, at behandlingen fungerer tilfredsstillende, eller at nogle patienter foretrækker at blive fulgt hos den læge, de allerede kender.

Alma Holm Rovsing understreger, at alle astmapatienter bør følges regelmæssigt hos deres praktiserende læge, uanset alder.

”Jeg vil gerne sætte fokus på årskontroller og de ting, der bør vurderes, når patientens sygdomsbillede gennemgås. Hvis patienten er velbehandlet på højdosis ICS, kan der måske være mulighed for at reducere dosis, uden at det påvirker sygdomskontrollen. Man kan også kigge på de andre tiltag, vi har inden for astmabehandling, såsom om patienten er i behandling med LABA, om man kan tillægge LAMA eller LTRA, eller om man har behandlet en kronisk rhinosinuitis, som kan være årsag til dårlig astmakontrol. Hvis man har optimeret på andre parametre uden effekt, kan det være, at patienten skal henvises til en astmaklinik på et sygehus,” siger Alma Holm Rovsing.

LABA og LAMA er typer af inhalationsmedicin, der udvider luftvejene på forskellige måder. LTRA er tabletbehandling, som kan dæmpe en del af den betændelsesreaktion, der spiller en rolle ved astma. Kronisk rhinosinuitis er langvarig betændelse i næse og bihuler og kan være med til at forværre astmasymptomer.

Forværringer er et advarselstegn

Gentagne forværringer af astmaen er ifølge Alma Holm Rovsing et vigtigt advarselstegn. En forværring kaldes også en eksacerbation og kan blandt andet betyde mere åndenød, hoste og behov for ekstra medicin.

Hvis patienten ikke får tilstrækkelig kontrol over sygdommen hos egen læge, bør patienten vurderes af en specialist.

”Det er et ’red flag’, som alle læger bør være opmærksomme på, for vi ved, at det går dårligere for patienter med forværring i deres astma. Desuden bør egen læge overveje at sende patienter videre til specialistvurdering, hvis der er tvivl om, hvorvidt astmadiagnosen er sikker. For lige præcis den del har vi flere muligheder for og midler til at undersøge på sygehusene,” siger Alma Holm Rovsing.

Andre sygdomme kan ligne astma

Hos ældre patienter er det almindeligt at have flere sygdomme på samme tid. Det kan gøre det vanskeligere at afgøre, om eksempelvis åndenød skyldes astma, hjertesygdom eller en anden lungesygdom.

Studiet rejser derfor spørgsmålet, om nogle ældre patienter får høje doser astmamedicin mod symptomer, som helt eller delvist skyldes andre sygdomme.

En korrekt diagnose er særlig vigtig, fordi risikoen for bivirkninger stiger ved høje doser inhalationssteroid.

”En korrekt diagnose er vigtig. Lige så snart en patient får over 800 mikrogram budesonid dagligt, det, der svarer til højdosis, så ser vi, at risikoen for at udvikle osteoporose, type-2 diabetes og hjerte-kar-sygdom øges, og der er også en sammenhæng med både lungebetændelser og katarakt.”

Osteoporose er knogleskørhed, mens katarakt er grå stær.

Kan ældre gå glip af biologisk behandling?

Studiet har ikke undersøgt brugen af biologiske lægemidler. Det er nyere målrettede behandlinger, som kan bruges til nogle patienter med svær astma og gives på hospitalet.

Forskerne rejser imidlertid spørgsmålet, om ældre patienter kan have mindre adgang til disse behandlinger, når de sjældnere bliver henvist til hospitalernes astmaklinikker.

”Det eneste, jeg kan sige, er, at det er færre af de ældre patienter, der er set i vores regi, og det er jo kun i vores regi, at man kan give biologisk behandling. Så den del rejser i hvert fald et relevant spørgsmål. Vi har ikke undersøgt biologisk behandling i studiet, men vi har talt om, at det kunne være spændende at se, om der også dér er en aldersskævhed. Det kunne være et vigtigt næste skridt at få belyst,” siger Alma Holm Rovsing om forskningen.

 

Artiklen er en omskrevet version af artiklen Mismatch i behandlingen af ældre astmapatienter, der blev bragt i Medicinsk Tidsskrifts printmagasin fra juni 2026 og i Respiratorisk Tidsskrift i august 2026.

topartikel