Skip to main content


"Symptomerne på lungekræft er så diffuse, at man ofte ikke forbinder det med lungekræft, og det betyder mange gange, at man kommer for sent til lægen, og så kan sygdommen være så fremskreden, at den er i et stadie, hvor man ikke kan opereres, men kun kan få livsforlængende behandling,” siger Patientforeningen Lungekræfts formand, Lisbeth Søbæk Hansen.

International Lungekræftdag: Fagfolk og politikere diskuterer tidlig opsporing af lungekræft

Hvad skal der til for, at vi i fremtiden bliver bedre til at stille diagnosen lungekræft i et så tidligt stadie som muligt? Det spørgsmål er i fokus, når Patientforeningen Lungekræft i anledning af International Lungekræftdag 20. november inviterer nogle af landets førende faglige og politiske eksperter til en diskussion om en række aktuelle emner på lungekræftområdet.

”Vi har valgt tidlig opsporing som årets tema på International Lungekræftdag, fordi det er vigtigt, at vi får sat fokus på lungekræft og sygdommens symptomer. Symptomerne på lungekræft er så diffuse, at man ofte ikke forbinder det med lungekræft, og det betyder mange gange, at man kommer for sent til lægen, og så kan sygdommen være så fremskreden, at den er i et stadie, hvor man ikke kan opereres, men kun kan få livsforlængende behandling,” siger Patientforeningen Lungekræfts formand, Lisbeth Søbæk Hansen.

Opsporing af lungekræft i et tidligt stadie er vanskeligt, fordi lungekræften oftest endnu ikke har givet anledning til de symptomer, der forbindes med lungekræft. Men stilles diagnosen i et lavere stadie, øges mulighederne for behandling og dermed overlevelse. For de patienter, der opdages i stadie I, er overlevelsen 50 procent, hvorimod overlevelsen for de patienter, der først får stillet diagnosen i stadie IV, er helt nede på to procent.

Mere politisk bevågenhed

I dag dør en stor del af patienterne med diagnosen lungekræft i løbet af sygdommens første år til trods for, at eksperter har en bred viden om lungekræft. Den 20. november stiller Patientforeningen Lungekræft blandt andet spørgsmålet, om antallet af lungekræftpatienter ville falde, hvis lungekræft blev politisk prioriteret højere på den danske kræftdagsorden, og om det manglende fokus på tidlig opsporing skyldes, at tidlig død blandt lungekræftpatienter er en besparelse for den danske stat.

Alt i alt er Patientforeningen Lungekræfts mål med arrangementet på International Lungekræftdag at sætte mere fokus på lungekræft, ikke mindst politisk.

”Vi håber, at alle går hjem med mere viden om lungekræft og symptomerne på sygdommen. Vi håber også på mere politisk bevågenhed på området, hvorfor vi også har inviteret nationale og regionale politikere til dagen. Hvis vi kan få sat fokus på lungekræft på lige fod med f.eks. bryst- og tarmkræft, eventuelt ved screening, kan vi måske opdage sygdommen tidligere. Lungekræft er den kræftform, som flest danskere dør af årligt, og kvinder dør ikke længere af brystkræft – de dør af lungekræft,” siger Lisbeth Søbæk Hansen.

Både patienter, pårørende, fagpersoner, politikere og andre med interesse i lungekræft er inviteret til arrangementet 20. november, som foregår kl. 10-16 i Ingeniørernes Hus i København. Det er gratis at, og tilmelding sker på Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

 

Fakta om lungekræft

  • Hvert år får knap 4.600 danskere konstateret lungekræft, og tallet er stigende.
  • Hvert år dør cirka 3.700 danskere af lungekræft.
  • 80 procent af alle lungekræftpatienter for stillet diagnosen lungekræft i et stadie, hvor de ikke kan opereres.
  • Lungekræft er den kræftsygdom, der dræber flest danskere, og lungekræft har de senere år overhalet brystkræft som den kræftform, der dræber flest danske kvinder. 

Fakta om Patientforeningen Lungekræft

  • Patientforeningen Lungekræft er en landsdækkende uafhængig forening for mennesker med lungekræft og deres pårørende, som samarbejder med Kræftens Bekæmpelse.
  • Patientforeningen Lungekræft arbejder for at forbedre forholdene for lungekræftramte, blandt andet ved at tilbyde støtte og vejledning, holde temamøder og deltage i den offentlige debat for at sætte lungekræft og lungekræftramtes forhold på mediernes og politikernes dagsorden.
  • Læs mere på Patientforeningen Lungekræfts hjemmeside www.lungekraeft.com.

lungekræft, Patientforeningen Lungekræft, Lisbeth Søbæk Hansen