Antistoffet emicizumab (Hemlibra) giver en signifikant reduktion i antallet af behandlede blødninger over tid hos mennesker, der får lægemidlet forebyggende, sammenlignet med patienter, som ikke får forebyggende behandling.

Det viser data fra fase III-studiet HAVEN 3, som blev præsenteret lørdag på ASH’s årsmøde (Abstrakt 86).

Fase III-studiet HAVEN har evalueret emicizumab på voksne og unge (12 år og ældre) med hæmofili A uden inhibitorer af faktor VIII. Undersøgelsen omfatter 152 patienter med hæmofili A (12 år eller ældre), der tidligere var blevet behandlet med faktor VIII-terapi, enten ’on-demand’ eller som profylakse.

Patienter, der tidligere var behandlet med on-demand faktor VIII, blev randomiseret 2:2:1 til at modtage enten subkutan emicizumab- profylakse á 3 mg/kg/uge i fire uger efterfulgt af 1,5 mg/kg/uge indtil studietid (arm A), subkutan emicizumab-profylakse á 3 mg/kg/uge i fire uger efterfulgt af 3 mg/kg/2.uge indtil studiets afslutning (arm B) eller ingen profylakse (arm C). Patienter, der tidligere var blevet behandlet med faktor VIII-profylakse, modtog subkutan emicizumab-profylakse á 3 mg/kg/uge i fire uger efterfulgt af 1,5 mg/kg/uge indtil studietid (arm D).

Undersøgelsen mødte sit primære endepunkt, hvilket vil sige, at der var en statistisk signifikant og klinisk meningsfuld reduktion i antallet af behandlede blødninger over tid hos mennesker, der fik emicizumab-profylakse hver uge, sammenlignet med dem, der ikke fik forebyggende behandling.

Undersøgelsen opfyldte også flere sekundære endepunkter, herunder en statistisk signifikant og klinisk meningsfuld reduktion i antallet af behandlede blødninger over tid med emicizumab-profylakse doseret hver anden uge sammenlignet med ingen profylakse.

De hyppigste bivirkninger ved emicizumab var reaktioner på injektionsstedet. Der blev ikke observeret nye sikkerhedssignaler, og der forekom ingen trombotisk mikroangiopati eller trombotiske hændelser i studiet.

I observationsperioden, som gennemsnitligt var otte uger, var der ved data cutt-off rapporteret 14 bivirkninger hos fem patienter, herunder én alvorlig (forværring af hypertension). Ingen alvorlige bivirkninger blev betragtet som beslægtet med emicizumab. Der blev heller ikke påvist nogen antistoffer mod lægemidlet. Seks ud af syv patienter oplevede ingen blødninger, mens de fik emicizumab, mens en enkelt patient oplevede tre spontane næseblødninger, som ikke krævede behandling, på undersøgelsesdagene 12, 14 og 21.

Data fra studierne HAVEN 1 og HAVEN 2 gav i midten af november anledning til, at emicizumab blev godkendt i USA til voksne og børn med hæmofili A med hæmmere, og de gennemgås i øjeblikket under accelereret vurdering af Det Europæiske Lægemiddelagentur, EMA.

Om emicizumab

Emicizumab er et subkutant administreret, rekombinant, humaniseret, bispecifikt monoklonalt antistof, der er rettet mod faktor IXa- og faktor X. Stoffet er designet til at samle faktor IXa og faktor X; proteiner, der er nødvendige for at aktivere den naturlige koagulationskaskade og genoprette blodkoagulationsprocessen for patienter med hæmofili A. Emicizumab er en profylaktisk

(forebyggende) behandling, som kan indgives ved injektion af en klar til brug under huden (subkutant).

Lars Møller Pedersen

ASH 2017: Rituximab (Mabthera) forbedrer den progressionsfri overlevelse markant i op til ti år og reducerer behovet for yderligere kemo, viser det såkaldte PRIMA-studie.

Behandlingen viser dog endnu ikke effekt på den samlede overlevelse, og derfor skal der forskes for at finde de patienter, som har mest gavn af behandlingen, mener dansk top-hæmatolog.

Halvdelen af de FL-patienter, der får rituximab som vedligeholdelsesbehandling i to år efter R-kemoterapi, forbliver fri for sygdomsprogression i ti år. Det viser ny langtidsdata fra PRIMA-studiet, som blev præsenteret ved ASH 2017 lørdag. Studiet er bemærkelsesværdigt, fordi det dokumenterer, at vedligeholdelsesbehandlingen har vedvarende effekt på det primære endepunkt ’progressionsfri overlevelse’, siger Lars Møller Pedersen, som i dag er forskningsansvarlig overlæge ved Hæmatologisk Afdeling på Herlev Hospital, men som har bidraget til studiet i sin tid som ledende overlæge i Hæmatologisk Afdeling på Roskilde Hospital.

”Ti års opfølgningstid er usædvanlig og vigtig rapportering, og det er noget, vi har manglet i flertallet af de større studier ved follikulært lymfom,” siger Lars Møller Pedersen.

Hidtidige studier har fulgt patienterne i tre (Lancet 2011) og seks (Blood 2013) år efter behandling med kemoterapi, men fase III studiet PRIMA har fulgt 1018 patienter i syv år og derefter ved en årlig kontrol i yderligere knap tre år. Patienterne var randomiseret til enten vedligeholdelses-behandling (505 patienter) eller observation (513 patienter), og efter ti år var 51 procent af patienterne, som havde fået rituximab, stadig fri for progression, mens det samme kun var tilfældet for 35 procent af kontrolgruppen.

Vedligeholdelsesbehandlingen ser samtidig ud til at skåne patienterne for yderligere kemoterapi, da patienterne, som kun gik til observation i gennemsnit modtog en ny kemobehandling 6,1 år efter den første, mens patienterne i rituximab-behandling efter ti år ikke havde fået ny kemoterapi.

Studiet leverer et stærkt argument for vedligeholdelsesbehandling, men billedet sløres dog ifølge Lars Møller Pedersen af, at behandlingen ikke har gjort en forskel for den samlede overlevelse. Ved forsøgets slutning var 84 patienter i observationsgruppen og 88 i gruppen, der havde fået vedligeholdelsesbehandling, døde, hvilket betyder, at den samlede overlevelse er den samme.

”Der er fortsat ingen forbedring i den samlede overlevelse, og det slører i høj grad den samlede gevinst ved at give alle patienter vedligeholdelsesbehandling med rituximab,” siger Lars Møller Pedersen, og derfor bør der forskes i at finde relevante metoder til at opspore de patientgrupper, som har særligt gavn af rituximab som vedligeholdelsesbehandling, mener han.

”Aktuelt er der ingen valide data, hvad det angår, og selv om mere end halvdelen af patienter i vedligeholdelsesbehandlingen er sygdomsfri efter 10 år, må sygdommen efter min opfattelse fortsat betragtes som inkurabel,” siger Lars Møller Pedersen.