
Mia Kristina Hansen, formand for SIND, var med på PatientAkademiets første møde efter sommerferien. Foto: Christina Alfthan
Når man ikke føler sig hørt, føler man sig ikke hjulpet
Psykisk sårbare har de samme udfordringer i sundhedsvæsenet som andre patienter, men de slås også med en række omstændigheder, som gør det ekstra svært at være patient. Hvis lægen ikke hører dem og anerkender deres verdensbillede, så mister de troen på, at sundhedsvæsenet kan hjælpe dem, siger Mia Kristina Hansen, der er formand for SIND.
Hvordan er udfordringerne i sundhedsvæsenets set fra patienternes perspektiv? Det spørgsmål blev drøftet 23. august til PatientAkademiets første møde efter sommerferien, hvor patientforeningerne mødte op for at dele erfaringer og tale om løsninger. Dagens sidste oplægsholder var Mia Kristina Hansen, der er formand for SIND, landsforeningen for psykisk sundhed, og hun startede med at slå fast, at psykisk sårbare har alle de samme udfordringer, som de andre patientforeninger havde fortalt om til mødet.
Vil du eller din forening med til de næste møder?
PatientAkademiets møder er for patientforeninger samt aktive patienter og pårørende og afholdes fysisk på
Schæffergården, Jægersborg Allé 166, 2820 Gentofte – men også online
Hvem skal bestemme i fremtidens sundhedsvæsen?
Onsdag den 20. september 2023, kl. 16.00-18.30
Program og tilmelding til mødet her
Hvordan får patienterne mere indflydelse?
Onsdag den 4. oktober 2023, kl. 16.00-18.30
Program og tilmelding til mødet her
”Det er fælles udfordringer, vi alle sammen har. Vi bliver alle syge. Og det er vigtigt, at man tager udgangspunkt i det enkelte menneske og det enkelte menneskes livssituation. For er der noget, vi har brug for i systemet, så er det omsorg og empati og det at blive taget alvorligt,” forklarer hun og fortsætter:
"Men for psykisk sårbare handler det også ofte om, at der er nogle fagprofessionelle, der definerer, hvad virkeligheden er for de psykisk sårbare. Hvad der er rigtigt og forkert. De fagprofessionelle siger måske til en person: ’Du er da ikke så syg, du gik jo selv herover’ eller ’du sidder her og smiler, og du har været på indkøb i går’. Så hvis det enkelte menneske ikke bliver tager alvorligt og lyttet til, og menneskets virkelighedsopfattelse ikke bliver anerkendt, så ender man ofte i den situation, hvor patienten får at vide, at han har fået hjælp, men han oplever det ikke sådan."
Udskrevet uden hjælp
Når en psykisk sårbar bliver udskrevet efter behandling, så sker det alt for ofte, at han eller hun bliver udskrevet til ingenting, og derfor ender med en genindlæggelse, hvis patienten da ikke helt har mistet tilliden til sundhedssystemet og holder sig væk:
”Når man bliver udskrevet, så skal der være sammenhæng med den hjælp, man får, når man kommer hjem. Man kan jo ikke bare sende folk hjem til ingenting. Men det gør man, og så er det, de her genindlæggelser kommer. Der skal være et tæt samarbejde mellem kommunen og regionen og den praktiserende læge, hvor man sammen finder ud af, hvordan man hjælper det her menneske med at få livsmuligheder. Det vil sige, hvad skal der for eksempel til for, at man kan komme ud ad døren, komme på arbejde, komme til noget socialt, være sammen med sin familie, alle de muligheder. Patienten har brug for støtte, så man efterfølgende – når man ikke er indlagt – kan leve livet ved siden af, at man har en sygdom,” understreger hun.
En læge, man kender
En anden udfordring for psykisk sårbare handler om tryghed, for det er ekstra svært for dem at møde nye mennesker undervejs, og det kan gøre det svært at kontakte lægen og komme derhen, forklarer Mia Kristina Hansen:
”Det er vigtigt, at patienten får den samme læge, og ikke den først ledige. Og måske er der så lang tid til, man kan få en tid, så man heller ikke kan overskue at henvende sig, fordi der går to-tre uger, før man får tid hos den læge, man er tryg ved. Og så henvender man sig ikke, og så bliver det værre.”
Men der er også mange andre udfordringer, som kan gøre det svært at komme til lægen:
”Det kan være svært at bestille tid, fordi det er tidligt om morgenen, og man måske ikke har en mobiltelefon. Det kan også være en udfordring at få kigget i sin e-boks. Måske forstår man ikke den indkaldelse, man får. Og måske kan man ikke holde styr på dagene og glemmer sin aftale, og så skal man starte forfra ved egen læge for at få en henvisning,” fortæller hun og påpeger, at dem, der skal hjælpe den syge, er raske, friske mennesker, der nemt glemmer, at når man er syg, så har man brug for ekstra omsorg og empati.
”Skal vi have lighed i sundhedsvæsenet? Nej, vi skal have retfærdighed. Nogle har brug for mere, andre har brug for mindre,” sluttede hun.
