Skip to main content

Forskere vil have debat om behandlingsmål for psoriasispatienter

Forskere vil have debat om behandlingsmål for psoriasispatienter

Selvom flere forskellige behandlinger kan give gode resultater mod psoriasis, er det usikkert, hvor meget glæde patienterne har af dem.

Belgiske forskere efterlyser derfor en værdibaseret og patientorienteret tilgang til behandlingen af psoriasis. Sygdommen kan nemlig manifestere sig på mange måder og medføre en række følgesygdomme, og de enkelte behandlingstilbud lindrer typisk kun nogle symptomerne. Derfor er der ifølge forskerne behov for at vide, hvilke behandlingsresultater der har størst værdi for patienterne, så man kan tilrettelægge behandlingen derefter.

I et systematisk review i JAMA Dermatology forsøger forskerne at danne et overblik over de behandlingsresultater, som patienterne ud fra deres helt subjektive tro, meninger og mål mener er vigtigst at adressere. De belgiske forskere har gennemgået litteraturen og fundet frem til 24 studier, hvor sammenlagt 23.000 psoriasispatienter har givet udtryk for, hvilke behandlingsresultater, der er vigtigst for dem. Patienterne har varierende grader af psoriasis forskellige steder på kroppen, og studierne omfatter alle former for behandling spændende fra topikale til biologiske lægemidler.

Ren hud og sikkerhed er vigtigst

Gennemgangen fandt frem til 23 behandlingsresultater fordelt på fire kategorier, som patienterne vurderede, var relevante. De fire kategorier var fysiske/kliniske resultater, livspåvirkning, ressourceforbrug og bivirkninger. For patienterne var det vigtigst at opnå helt ren hud, og det behandlingsresultat blev nævnt i 79,2 procent af studierne. Herefter fulgte kontrol med symptomer som kløe, smerter og skældannelse (70,8 procent) og behandlingssikkerhed (62,5 procent).

Mindst værdi lagde patienterne på kontrol over følgesygdomme og samfundsmæssige udgifter til behandlingen, som i begge tilfælde kun blev nævnt i ét af de 24 studier (4,2 procent). Overordnet set lagde patienterne mest vægt på fysiske/kliniske resultater og bivirkninger, mens interessen for ressourceforbrug var lavest.

Undersøgelse var ikke designet til at sammenligne relevansen af forskellige behandlingsresultater indenfor specifikke patientgrupper, men ved at dykke ned i de enkelte studier kunne de belgiske forskere se betydelige forskelle. Unge patienter tillagde det således større værdi at opnå et normalt arbejds- og sexliv, hvorimod ældre patienter var mere optagede af en god søvnkvalitet og få bivirkninger. Der var også kønsforskelle, idet kvinder lagde større vægt på at opnå ren hud på synlige områder end mænd.

Indlysende ide kan gøre det nemmere at være øjenpatient i Region Nordjylland

Indlysende ide kan gøre det nemmere at være øjenpatient i Region Nordjylland

Øjenafdelingen på Aalborg Universitetshospital og Region Nordjyllands it-afdeling har fundet en løsning, så billeder af øjne og behandlinger kan deles mellem hospital, private øjenlæger og andre hospitalers øjenafdelinger. Til gavn for patienterne, som vil kunne undgå at skulle til de samme undersøgelser flere gange.  

 

Dyrt og tidskrævende system i dag

Øjenafdelingen på Aalborg Universitetshospital vinder sammen med Digitalisering og IT Idéprisen 2022 i Region Nordjylland. En ny pris der uddeles af Regionsrådet for anden gang.

Indtil videre er det konkrete resultat en teknisk løsning, som gør det muligt at dele billeder digitalt mellem øjenafdelingen, de privatpraktiserende øjenlæger eller øjenafdelinger på andre hospitaler. Det er en væsentligt fremskridt i forhold til behandlingen nu, hvor patienter oplever at skulle gå igennem de samme undersøgelser i flere omgange. 

- I min optik er det her et fagligt jordskælv, fordi vi med sådan et paradigmeskifte vil kunne forbedre næsten hvert eneste patientforløb hos os, siger Anders Kruse, ledende overlæge på Øjenafdelingen, Aalborg Universitetshospital.

Med en løsning på den tekniske udfordring i at dele billeder og undersøgelser på tværs af sektorer, kan Øjeafdelingen på Aalborg Universitetshospital i 2023 så småt tage fat på arbejdet med løsningen i praksis. Det vil ske på udvalgte områder.  

- Perspektiverne er rigtig gode. En af de store gevinster for patienterne vil være, at de kan følges hos den lokale øjenlæge, imens de er i forløb på sygehuset. Det betyder, at patienten kan behandles på Øjenafdelingen og sideløbende få lavet billedoptagelse og gå til de faste kontroller hos den lokale øjenlæge. Dermed vil hospitalsekspertisen grundlæggende ikke være længere væk fra patienten end afstanden til en praktiserende øjenlæge, siger Malene Busk (S), regionsrådsmedlem og medlem af priskomiteen.

Hvis systemet bliver udbredt, vil der være mulighed for en bedre udnyttelse af den samlede lægekapacitet i regionen. Dobbeltundersøgelser er både dyrt, tidskrævende og overflødigt, bemærker ledende overlæge Anders Kruse.

En anden stor gevinst ved deling af øjenbilleder og undersøgelser er, at lægen på Øjenafdelingen ved henvisningstidspunktet - med baggrund i de privatpraktiserende øjenlægers billeder og undersøgelser - kan opfange sygdomsudvikling med det samme, stille en diagnose og lave et behandlingsforløb allerede før første fremmøde for patienten.

Øjenafdelingen har ca. 50.000 årlige ambulante besøg med en stigende tendens, og med den nye tekniske mulighed vil cirka halvdelen af patienterne kunne sendes direkte til behandling på et ambulatorium på et lokalt hospital.

Løsning længe undervejs

Ideen lyder ret enkel og ligetil, men løsningen har været længe undervejs. 

- Vi har brugt lang tid på at finde den løsning, som vi står med i dag. Det er ikke nemt, når systemer ikke taler sammen, og vi samtidig skal passe rigtig godt på vores patientdata, som jo er noget af det absolut mest følsomme, vi har med at gøre, siger Klaus Larsen, direktør i Digitalisering og IT, Region Nordjylland.

Det setup, som Øjenafdelingen har udviklet sammen med Digitalisering og IT, er ikke afprøvet andre steder i verden. Derfor vil det sætte Region Nordjylland på landkortet.   

- Vi skal turde tage chancer. Vi skal turde at tage teten og være den region, der går forrest og lader data følge patienten. Der skal være nogen, som tør tage det første skridt, og det er os, siger Klaus Larsen, direktør for Digitalisering og IT i Region Nordjylland. 

 

Yderligere oplysninger

Priskomiteen har lagt vægt på, at vinderforslaget bidrager med: 

•     Mindre transport til hospitalet fordi patienter med øjensygdomme kan følges lokalt

•     Mindre CO2-udledning

•     Lavere ressourcetræk på Aalborg Universitetshospital (engangsudstyr, medicinsk udstyr, undersøgelseskapacitet og personaleressourcer)

•     Kortere ventelister for patienter med øjensygdomme

•     Kompetenceløft hos de privatpraktiserende øjenlæger på grund af tæt samarbejde med Øjenafdelingen

•     Mere sammenhængende patientforløb


Billedtekst:
Malene Busk, regionsrådsmedlem og medlem af priskomiteen, overrækker pris og blomster til ledende overlæge Anders Kruse, Øjenafdelingen på Aalborg Universitetshospital og Klaus Larsen, direktør i Digitalisering og IT.

Kontaktpersoner

Malene Busk, regionsrådsmedlem (S), Region Nordjylland
Tlf. 2091 0663, mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Anders Kruse, ledende overlæge, Øjenafdelingen, Aalborg Universitetshospital
Tlf. 9766 2628, mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

Klaus Larsen, direktør, Digitalisering og IT, Region Nordjylland
Tlf. 4012 4188, mail: Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den.

 

Udsendt af: Lars Termansen, pressekonsulent, Region Nordjylland
tlf. 9764 8040, mail: presse@rn.dk

Region Nordjylland

Niels Bohrs Vej 30 - 9220 Aalborg Ø

Tlf. 9764 8000

Denne e-mail adresse bliver beskyttet mod spambots. Du skal have JavaScript aktiveret for at vise den. - www.rn.dk