Der er noget galt i Diabetes-Danmark

”Vi lader de praktiserende læger i stikken.” Så kontant er bedømmelsen af de endokrinologiske lægers guidelines, når dommen fældes af Allan Flyvbjerg, øverste chef for Steno Diabetescenter Copenhagen.

Konsekvensen af den manglende entydighed er at praktiserende lægers udskrivninger af diabeteslægemidler er mistænkelig forskellig. Det fremgår af en analyse Medicinsk Tidsskrift har foretaget med udgangspunkt i databasen, Ordiprax, som kortlægger de praktiserende lægers udskrivningsmønstre. ”Uacceptabelt,” siger Allan Flyvbjerg om forskellighederne.

Kommentarerne fra direktøren for Steno Copenhagen sigter ikke mod at kritisere den ene region fremfor den anden – den drejer sig alene om den manglende entydighed af de endokrinologiske lægers rådgivning af almen praksis.

Hans egen Region Hovedstaden ser ud til – sammen med region Sjælland - at være længst fremme i skoene, når det gælder i ibrugtagning af nye lægemidler, mens Region Syddanmark og Region Nordjylland er mest træge. Til gengæld er Region Syddanmark hurtigst til at udfase f.eks. SU, i øvrigt sammen med Region Midtjylland

Flyvbjerg har ret. Når man ser diabeteslægernes guidelines igennem, er det som om retningslinjerne længst muligt skal fastholde og legitimere terapier, som nok har udspillet deres rolle. Samtidig er retningslinjerne upræcise med hensyn til de nye lægemidler.

Hvad pokker skal de praktiserende læger stille op med den rådgivning. Tja, vel ikke ret meget andet end det de gør nu, nemlig at lytte til vandrørerne og aflæse signalerne fra regionerne. Eksempelvis er det efterhånden en langstrakt tradition, at Region Syddanmark er usædvanlig langsommelig med få nye insuliner i brug, og i øvrigt også de andre nye diabeteslægemidler. Det er bare ikke en god tradition, til gengæld sparer den nok regionen for en del udgifter.

Derfor er det i Danmark endt med at regionerne i det lille-bitte Danmark har hver deres helt egenartede tilgang til diabetesbehandling.

Allan Flyvbjerg er parat til at løse problemet, og det starter med at endokrinologerne simpelt hen må tage et ansvar for forskellighederne – og for at eliminere dem. Han mener, at løsningen er at skabe beslutningsværktøjer til de praktiserende læger baseret på nyeste viden indenfor rationel farmakoterapi. Altså en teknologisk løsning byggende på lægemidlernes effektivitet, sikkerhed og økonomi.

Det ville være herligt om det kunne lade sig gøre, og måske kan det. I så fald, er der behov for lignende værktøjer på mange andre områder, f.eks. det respiratoriske. Men forudsætningen er, at teknologien er åben fra nye muligheder, så den farmakologiske kvalitet bestandig forbedres.

Det er bare om at komme i gang.