Dygtige læger melder sig ud af Medicinrådet

Så blev det Medicinrådet, og ikke Folketinget, der traf beslutningen om, hvem læger må tage på rejser med i fremtiden. 

{snippet alle}

Det er nemlig for mange læger de facto resultatet af Medicinrådets habilitetsreglement, som fastslår, at medlemmer af et fagudvalg ikke må rejse med et af de firmaer, som har sager under behandling, eller som er konkurrent til et firma, som har sager under behandling.

De nye habilitetsregler kommer med stor sikkerhed til at ramme lægerne hårdt, og mange af de dygtigste og mest ambitiøse vil prioritere arbejdet i fagudvalgene og derfor fravælge at deltage i internationale lægekongresser, fordi de frygter at blive indhentet af en pinlig habilitetssag eller blive holdt ude af vigtige beslutning om medicin på deres områder. Det vil især ske på områder, som er smalle, og hvor lægemidlerne er dyre, f.eks. hæmatologien og sikkert også dele af onkologien. Der kan de nye regler være katastrofale for fagudvalgene.

Det kan også blive et problem på store terapiområder, som ikke i øjeblikket er omfattet af Medicinrådets afgørelser, f.eks. diabetes eller kardiologi, hvor mange firmaer konkurrerer med hinanden. Det kan nemlig ske i nær fremtid, at der kommer lægemidler i prislejer, som gør, at de skal gennem en godkendelse i Medicinrådet, og så omfattes også de nye regler. 

Resultatet bliver altså at en vigtig del af lægerne efteruddannelse drosles ned.

Desværre har det ikke gang på jord, at regionerne vil betale den enorme regning. Det ville da også være ganske barokt, at Medicinrådet, som jo sættes i søen for at spare penge på medicin, i stedet ender med at udløse en kæmperegning til lægers efteruddannelse. Derfor kommer det ikke til at ske.

Truslen om at læger rammes hårdt af de nye regler materialiserede sig straks efter de var blevet kendte. Samtlige medlemmer af fagudvalget for reumatologi valgte nemlig at trække sig fra udvalget. ”Vi frygter for kvaliteten af det fremtidige arbejde i fagudvalget, hvis ikke medlemmerne sikres adgang til internationale faglige kongresser og adgang til at udvikle internationale, videnskabelige netværk. Speciallægerne har i dag kun ringe adgang til efteruddannelse og faglig opdatering finansieret af deres arbejdsgivere – regionerne. Hvis der var muligheder i dette regi, ville fagudvalgsmedlemmerne naturligvis benytte sig heraf,« hed det i reumatologerne begrundelse.

Det bliver med garanti ikke den eneste gang at lægerne fravælger arbejdet i fagudvalgene, hvis prisen er, at de ikke kan deltage i de internationale lægekongresser

På den måde vil de nye regler – desværre - bidrage til yderligere at kriminalisere relationerne mellem læger og de firmaer, som producerer de lægemidler, lægerne anvender. De to parter, - lægerne og industrien -, har jo ellers et uomtvisteligt behov for at mødes. Og nu indsnævres de muligheder.

Når alt det er sagt, så må man dog også rose Medicinrådet for at finde en tålelig løsning på et delikat problem – det er jo vigtigt, at Medicinrådets fagudvalg ikke kan beskyldes for at have slagside i sine afgørelser. Selv Medicinrådet accepterer jo, at der er behov for at læger og industri kan mødes, det må bare ikke ske i perioder, hvor beslutningerne om medicingodkendelse træffes. Det er der logik i.

Regler, der har så omfattende konsekvenser, burde velsagtens træffes af Folketinget. Så ville de komme til at hvile på et lovgrundlag. Det vil være løgn at sige, at det reglement, som Medicinrådet har flækket sammen, har samme kvalitet. Meget er upræcist, og læger, der ønsker at vide, hvordan Medicinrådet i detaljen vil håndtere habilitetskravene, vil sjældent få et fyldestgørende svar ved at studere reglerne, som de ser ud nu. 

Eksempelvis savner bestemmelsen om, at læger ikke må rejse med firmaerne, en veldefineret karensperiode, og det er heller ikke klart, hvad der menes med en konkurrent. I snæver forstand vil det kun dreje sig om (få) virksomheder med lægemidler i samme klasse, mens det i bredere forstand kan være (mange) virksomheder på det samme terapiområde.

Forklaringen på uklarhederne er, at Medicinrådet godt kan lide at skrue reglerne sammen, mens flyvemaskinen er i luften. Den tankegang praktiseres nærmest i alle væsentlige beslutninger, og den baserer sig på, at medlemmerne af rådet er fornuftsmennesker og at de sagtens kan finde de rigtige løsninger. På mange punkter er det sikkert rigtigt, men det skaber bare ikke et konsistent retsgrundlag, som andre kan bruge til noget som helst. 

Det er også besynderligt, at der ikke er overgangsordninger. Retstilstanden skifter markant fra den ene dag til den anden, og den kan fange dygtige læger på det forkerte ben, f.eks. hvis de har deltaget i et advisory board inden for de seneste to år. Det er ikke fair, og det er slet ikke usandsynligt, at den regel vil udelukke flere kvalificerede læger, fordi de fanges af et reglement, som har tilbagevirkende kraft. 

Den ene af de to formænd for Medicinrådet, Steen Werner Hansen, udtrykker problemstillingen meget klart selv: ”Sådan som efteruddannelse og opnåelse af viden har været praktiseret igennem mange år i Danmark, kan man næsten ikke finde en læge, som kender til et ekspertområde, der ikke har været ud af rejse med et firma. Så hvis vi beslutter, at medlemmer af et fagudvalg overhovedet ikke må have rejst med et firma, vil der stort set ikke være nogen, der kan indgå i udvalgenes arbejde.” 

Og så sætter han selv trumf problemet: ”Vi skal helst ikke få udelukket alle, der kender noget til området.” 

Den risiko er desværre stadig tilstede.