Godt, man ikke er svensker

Tænk engang, Sverige har endnu ikke indført den nyeste immunterapi til behandling af ikke-småcellet lungekræft. Pembrolizumab hedder lægemidlet, og det blev taget i brug i Danmark i marts.

{snippet alle}

Den nye behandling er dyr, men læger, der har forstand på det, kalder den en ”gamechanger” fordi den forbedrer overlevelsen markant – og vel at mærke er væsentligt bedre end den kemoterapi, vi ellers har anvendt herhjemme.

I Danmark var myndighederne, i dette tilfælde KRIS, hurtig til at indføre den nye behandling, og tak for det.

Det er den hurtighed, som savnes i Sverige – og Norge, for den sags skyld. Der snegler godkendelsen sig afsted, og på de kanter får patienterne stadig en behandling, som blev udviklet for 30-40 år siden.

På de kanter er et-årsoverlevelsen derfor bare 34 procent. Det står overfor den nye immunterapi med en etårsoverlevelse, der er mere end dobbelt så god, nemlig 70 procent. Det er forklaringen på, at lægerne kalder behandlingen for en gamechanger.

Som situationen er lige nu, er Danmark altså ene i Norden om at have indført den moderne behandling, mens Sverige og Norge sidder på snørebåndene. Var det gået i Danmark? Ville danskerne mon have accepteret, at et effektivt lægemiddel ikke kunne anvendes til vores patienter, mens lignende patienter i andre lande kunne leve væsentligt længere?

Man har svært ved at forestille sig det.

Men det var nær sket med lægemidlet olaparib mod æggestokkræft. For et par år siden afviste KRIS dette lægemiddel – mon ikke det skyldtes prisen.

Men så gik lægerne til kamp, og det lykkedes at overbevise KRIS om at olaparib skulle tages i brug som første linje behandling, og det danske system kom til fornuft.

Danmark har i år fået et helt nyt godkendelsessystem, Medicinrådet, og formålet er at gøre det muligt at fravælge nye dyre lægemidler, hvis de ikke lever op til deres pris. Medicinrådet vil med stor sikkerhed træffe beslutninger, der minder om dem, som svenskerne og nordmændene har truffet. Derfor giver det mening at reflektere over, hvordan danskerne vil reagere, når ”systemet” blokerer for anvendelsen af visse lægemidler. Man kan prøve at sætte sig i svenskernes sted, og altså erkende at patienterne i nabolandet, tilbydes den bedste behandling. Mon ikke de danske patienter, deres pårørende og de organer, som repræsenterer dem, kommer på barrikaderne.

Man kan næsten ikke forestille sig andet, vel?