Medicinrådet sander til - patienterne betaler prisen

Patienterne skal vente i mange, mange måneder for at komme i behandling med nye effektive lægemidler.

{snippet alle}

Medicinrådet er den splinternye konstruktion, det nye sort, som skal rydde op i medicinforbruget i Danmark.

Danske Regioner og dets formand, Bent Hansen (S), står bag opfindelsen, og Folketinget har bidraget med vigtige principper, som Medicinrådet skal leve op til.

Rådets opgaver er i realiteten veldefinerede og også simple.

Først og fremmest: Gør det muligt at prioritere mellem de nye – og dyre - lægemidler, så systemet kan vælge at indføre de rigtige lægemidler - og gør det på et fagligt grundlag. Den målsætning er fortsat inden for rækkevidde, men sikkert er det ikke.

Dernæst: Det må ikke tage væsentligt længere tid end under det gamle system, KRIS og RADS, at få adgang til ny effektiv medicin.

Den målsætning er lige nu i alvorlig krise. Ja, det ser decideret usandsynligt ud.

Forklaringen er, at Danske Regioner ikke fik tænkt sig om da systemet blev udtænkt og nedfældet i detaljerede manualer, som man nøje sørgede for at ingen andre fik indflydelse på. De blev simpelthen tvunget igennem.

Ved den lejlighed fik regionerne ikke indført en bagatelgrænse for Medicinrådets arbejde. Det har ført til at Medicinrådet pludselig skal overkomme vurderingen af lægemidler med en rækkevidde på ganske få patienter. Netop sådanne lægemidler oversvømmer nu fuldkommen systemet, og blokerer for at effektive lægemidler med store rækkevidde skubbes bagest i køen.

Sådanne lægemidler blev håndteret uden for de gængse godkendelsessystemer i ”gamle dage”. Men nu skal Medicinrådet, som nærmest er et parlament, håndtere dem, og de mødes omkring en gang per måned. Som det ser ud lige nu skal dette råd bruge sin tid på at optage lægemidler i småtingsafdelingen.

Den ene af Medicinrådets to formænd, Steen Werner Hansen, udtrykker det præcist:

”Vi har nogle eksempler på lægemidler, som kan bruges til tre patienter i Danmark. Skal de så igennem hele den samme proces som de lægemidler, der skal bruges til 1.000 patienter? Vurderingen af, om en behandling skal være standardbehandling eller ikke-standardbehandling giver ikke rigtig mening, når vi snakker om så få patienter. Det trækker rigtig mange ressourcer, hvis antallet af patienter ikke gør det meningsfyldt at sige, om behandlingen skal være et standardtilbud eller ikke et standardtilbud.”

Det er torskedumt, men sådan har Danske Regioner ønsket det, og de ellers meget indsigtsfulde personer som nu sidder i Medicinrådet kan intet gøre ved det, fordi reglementet er mejslet i granit af Bent Hansen og konsorter.

Taberne bliver patienterne. Dem, der kunne have fået nye effektive lægemidler i en fart, og som nu skal vente i mange, mange måneder for at komme i behandling med dem.

Løsningen ligger lige for. Danske Regioner må indføre en bagatelgrænse, så Medicinrådet ikke spilder sit arbejde med ligegyldige ansøgninger – eller også må Folketingets sundhedsudvalg, gribe ind med henvisning til at regionernes system ikke lever op til målsætningen.

Så simpelt er det.