Tillykke med centeret, København – nu skal projektet blive voksen

Der er al mulig grund til at kippe med flaget for ugens fødselar, Center for Kræft & Sundhed København.

{snippet alle}

Der er al mulig grund til at kippe med flaget for ugens fødselar, Center for Kræft & Sundhed København.

For ti år siden, da det hele begyndte, var det genialt, at en kommune prioriterede rehabilitering så alvorligt, og det var også nytænkende at gå sammen med Kræftens Bekæmpelse. Mange sad tilbage, næsegrus af beundring, endelig rykkede kommunerne.

Nu, ti år efter, kan man varme sig over at centeret stadig lever, det har ovenikøbet de mest fantastiske fysiske rammer på Nørre Alle, porten til stor-København, og der har man kunnet plyndre mere end én boligindretningsbutik og skabt såkaldt helende arkitektur. Centeret er på alle måder velfungerende, fyldt med aktiviteter og fagpersoner, terapeuter, sygeplejersker, rådgivere …

Men der er hår i suppen. Centeret har et alvorligt problem. Der er nemlig alt for få patienter, som henvises til de strålende faciliteter. Centeret er ellers stolt over de 1000 kræftpatienter, som henvises til det. Men det er altså for få i betragtning af udviklingen i antallet af kræftpatienter i området.

Centeret er ellers så godt, at det med rette har inspireret alle store kommuner i landet, og også masser af de små. Fantastisk. Endnu mere fantastisk er det, at det også har ført til skabelsen af en parallel institution, bare inden for diabetes, og her samarbejder Københavns Kommune med Diabetesforeningen. Også der er kvaliteten i top.

Men også dér er produktionen lav – for få patienter henvises.

Hvad er mon forklaringen? Hvorfor i alverden strømmer patienterne ikke til disse centre, selv når kvaliteten er den ypperste, man kan forestille sig.

Man kan kun gisne, men en mulighed er, at kommunen ikke har formået at gøre lægerne til en del af projektet. Det er akilleshælen for den kommunale sundhedsindsats. Lægerne er ikke blevet medspillere, og uden det medspil kommer kommunerne ikke til at spille den rolle i sundhedsvæsenet, de fortjener.

Værre er det, at kommunerne heller ikke kommer til at spille den rolle for det fremtidige sundhedsvæsen, som der bliver behov for, hvis ikke de formår at inddrage lægerne i deres centre.

Centre som Center for Kræft & Sundhed København kunne nemlig aflaste kræftafdelingerne. De kunne påtage sig opgaver som i dag lander mellem den praktiserende læge og hospitalerne. Men det lader sig kun gøre, hvis kommunerne inkluderer læger i deres arbejde.

Sådan er det også på diabetesområdet. Der er gigantiske muligheder i de kommunale centre. De kunne, hvis det gribes rigtigt an, aflaste både de medicinske afdelinger og ambulatorier – og almen praksis.

Bare det kunne bliver ambitionen for de kommende ti år.

Indtil da: Tillykke.