Medicinrådet forbarmer sig over de små foreninger

Puha, det holdt hårdt. Men da det kom til stykket, afviste Medicinrådet at skærpe reglerne for patienters habilitet, sådan som Kræftens Bekæmpelse og Danske Patienter ellers har presset på for at få gennemført.  

I stedet skal patientrepræsentanterne leve op til de samme habilitetsregler, som alle andre medlemmer af Medicinrådet og fagudvalgene, og de drejer sig om patienterne som individder og ikke om de foreninger, de er medlemmer af.

 

Kræftens Bekæmpelse og Danske Patienter har kæmpet for at få patienter, som er medlemmer af foreninger og modtager støtte fra medicinalindustrien, ekskluderet fra Medicinrådet og fagudvalgene. Baggrunden er at direktørerne for de to foreninger, Leif Vestergaard fra Kræftens Bekæmpelse og Morten Freil fra Danske Patienter frygter, at patienterne kan skydes i skoene, at deres vurderinger er påvirket af industrien. 

 

I skudlinjen for de to direktørers angreb er de små patientforeninger, især på kræftområdet. De har for meget med industrien at gøre, mener de to direktører, som allerede er sikret plads i Medicinrådet. Nu gælder det udvælgelsen af de personer, som skal repræsentere patienterne i fagudvalgene, og det er altså dér Danske Patienter og Kræftens Bekæmpelser ønsker at få de små patientforeninger diskvalificeret, hvis de har modtaget støtte fra industrien.

 

Retorikken fra Freil og Vesterggard er ikke fjernt fra Nordisk Cockrane Centers Peter Gøtzsches, når han hudfletter læger for den mindste berøring til industrien. Parallelt med Gøtzsche, mener de to direktører fra de store organisationer relationer til industrien er kriminaliserende.

 

Men sådan skulle det altså ikke blive. Medicinrådet ville det anderledes. Men det sikrer imidlertid ikke nødvendigvis de små patientforeninger plads i fagudvalgene. Det bliver nemlig højest sandsynligt de store patientforeninger, som selv skal afgøre hvem, der skal placeres i fagudvalgene, og så får de altså mulighed for at gøre deres aversioner mod industrirelationer til virkelighed på egen hånd.

 

Dermed er der stadig risiko for at det ikke bliver patienter, som skal repræsentere patienterne, når det danske sundhedsvæsen skal godkende nye behandlinger. Det er nemlig en af de betydelige forskelle på de små og de store patientforeninger: I de små er det patienterne selv, som udgør ledelsen, mens topposterne i de store foreninger bestrides af professionelle og lønnede direktører.

 

Man kan kun håbe på, at de store patientorganisationer besinder sig i deres udfald mod de små. Istedet for at udelukke dem fra beslutningsprocesser som de i den grad er berettiget til at deltage i, var det måske på tide, at få ordnede forhold i patientforeningernes relation til industrien.  Først og fremmest skal de store indse, at de ikke har legitimitet til at bestemme hvordan andre foreninger ønsker at indrette sig.

 

Det forandrer bare ikke, at der er brug for spilleregler på området. Men det skal være regler, som foreninger kan enes om. Hvis danskerne skal være trygge ved foreningerne og deres beslutninger f.eks. i Medicinrådet, så skal de selvsagt ikke være i industriens lomme.Patientforeninger, som drives eller ledes af industrien, må ikke få indflydelse, og det gælder selvsagt også, hvis foreninger er afhængige af støtte fra f.eks. en eneste lægemiddelvirksomhed. Sådanne regler, og flere af samme skuffe, bør indføres. 

 

Men reglerne bør da ikke forhindre, patientforeninger og lægemiddelproducenter kan pleje omgang.

 

Bortset fra det, så skal foreningerne jo selv bestemme - og det kan såmænd ikke gå hurtigt nok.