Ny behandling af skizofreni under udvikling
Et nyt studie fra Irland bliver kaldt et stort gennembrud i identificeringen af mekanismer, der fører til udvikling af skizofreni. Den nye forskning viser, at dysfunktionelle hjerneblodkar kan være forbundet med udviklingen af skizofreni.
Og det giver et stort potentiale for bedre behandling af skizofreni, hvis man kan udvikle nye lægemidler målrettet disse unormale blodkar.
Bag studiet står forskere fra Trinity College Dublin og Royal College of Surgeons. Og de er de første, der har identificeret en molekylær genetisk komponent i blodhjernebarrieren som kritisk ift. udviklingen af skizofreni og andre hjernelidelser. Resultatet af studiet er netop offentliggjort i tidsskriftet Molecular Psychiatry.
Nye strategier og nye lægemidler
Personer, der lever med en bestemt kromosomal abnormitet betegnet '22q11 deletionssyndrom' er 20 gange mere tilbøjelige til at udvikle skizofreni. Disse mennesker mangler ca. 40-60 gener inden for en lille region i et af parrene af kromosom 22. Et gen, der hedder "Claudin-5", er placeret i denne region, og det er ændringer i niveauerne af denne komponent af BBB, der er forbundet med tilstedeværelsen af skizofreni.
”Vores resultater antyder for første gang, at skizofreni er en hjernelidelse, der er forbundet med anormaliteter i hjernens blodkar. Konceptet med at skræddersy stoffer til at regulere og behandle disse unormale hjerneblodkar er en ny behandlingsstrategi og giver gode chancer for at supplere eksisterende behandlinger af skizofreni,” siger en af forskerne bag studiet, assistent professor i Neurovaskulær Genetik ved Trinity, Matthew Campbell.
