Skip to main content

Lymfekræft kan behandles med mindre kemo

Et tysk studie viser, at fire serier af den intensive kemokombination BEACOPPesc. er lige så godt som seks serier for patienter med avanceret lymfeknudekræft.

{snippet alle}

Det fortæller overlæge på Hæmatologisk Klinik, Rigshospitalet, Martin Hutchings.

”Det er et stort skridt fremad og helt klart noget, som vi bør overveje at se på i vores standardbehandling i Danmark. For patienterne og for folk, der interesserer sig for lymfeknudekræft, Hodgkin lymfom, er det virkelig et fremskridt,” siger Martin Hutchings.

Standardbehandlingen for patienter med avanceret lymfeknudekræft i Tyskland er seks serier kemo, kaldet; BEACOPPesc ((bleomycin, etoposid, adriamycin, cyclophosphamid, vincristin, procarbazin, prednisonol). Studier har tidligere vist, at den tyske model helbreder flere patienter end den kombination, man bruger i det meste af resten af verden, nemlig kemoserien; ABVD (duxorubicin, bleomycin, vinblastin, dacarbazin). Til gengæld er den mere skrap, fortæller Martin Hutchings.

”Der er ikke så mange, der får tilbagefald ved BEACOPPesc. Til gengæld er der både bivirkninger under behandling og umiddelbart efter, men også på længere sigt. Så BEACOPPesc. helbreder flere, men der er omkostninger ved behandlingen. Bivirkningerne drejer sig især om sekundære tumorer som f.eks. leukæmi. En anden stor omkostning er, at en stor del af patienterne bliver infertile. Det er et særligt problem, fordi der blandt patienter med Hodgkin lymfom er mange unge mennesker, som ikke har fået børn endnu,” siger han.

Det tyske studie, HD-18-studiet (Abstrakt S150) har inkluderet 2.101 patienter med avanceret Hodgkin lymfom, som alle har fået to serier BEACOPPesc. Efter PET-scanning er de patienter, der har vist negativ respons på behandlingen (i alt 1.005) enten fået standardbehandling, det vil sige yderligere fire serier, eller yderligere to serier, det vil sige i alt fire serier.

Resultaterne viser, at den mildere behandling giver lige så god sygdomskontrol som standardbehandlingen og er lige så god, hvad angår overlevelse. Med en gennemsnitlig opfølgning på 55 måneder var den estimerede fem-årige progressionsfrie overlevelse 90,8 procent for gruppen, der fik standardbehandling, og 92,2 procent for gruppen, der fik fire cykler BEACOPPesc. Den estimerede femårsoverlevelse var hhv. 95,4 procent og 97,7 procent for de to grupper.

Overlevelsen kan endda ende med at være endnu bedre for den gruppe, der kun har fået fire serier kemo, mener Martin Hutchings.

”Selvom man endnu ikke har fulgt patienterne i ret mange år, ser det allerede ud til, at der er færre sekundære kræftsygdomme, når man kun giver fire serier i forhold til seks,” siger han.

Lettere at give BEACOPP nu

Diskussionen om, hvorvidt BECAOPPesc. eller ABVD er den bedste behandling, er ikke ny, men har kørt gennem de seneste 15 års tid og er et fast indslag på de hæmatologiske kongresser. I de danske retningslinjer, som svarer til dem der bruges i mange andre lande, lyder det, at man både kan give ABVD og BEACOPPesc, afhængig af patients behov og sygdomsstatus. Med de nye resultater er der mere belæg for at give BEACOPPesc., selvom der stadig mangler information om behandlingens omkostninger på længere sigt, mener Martin Hutchings.

”Med de her resultater bliver det lettere at give BEACOPPesc. Vi har fået data på overlevelse, og vi har fået den akutte toksicitet. Vi har også et signal om sekundære tumorer, selvom det skal følges i flere år, før vi kender sandheden om det. Vi ved dog endnu ikke noget om infertilitet, og det er en vigtig spiller, fordi Hodgkin lymfom er en sygdom, der rammer unge mennesker. Det skal vi have svar på,” siger han og tilføjer:

”Det, vi har set nu, er imidlertid nok til at konkludere, at man godt kan skrue de patienter, man starter på BEACOPPesc., ned til fire serier. Det er et kæmpe fremskridt.”

behandling, kemoterapi