Skip to main content

Lider du – uden at vide det - af familiær forhøjet kolesterol?

Langt de fleste, som lider af familiær forhøjet kolesterol (FH), er ikke selv klar over det. Man kan nemlig ikke mærke, at man har et forhøjet kolesterol-niveau. De går rundt i uvidenhed og er ikke klar over, at de lider af sygdommen før den dag, de bliver ramt af en blodprop.  

Det handler om at opdage lidelsen så tidligt som muligt, for åreforkalkningen begynder allerede, når man er barn. Efterhånden bliver åbningen i blodbanen mere og mere snæver, og blodet kan ikke længere passere frit, og siden vil der opstå blodpropper.

I ganske få tilfælde kan man mærke følgevirkningerne af åreforkalkningen.  

  • Symptomer er ofte diffuse, men kan opstå i forbindelse med fysisk anstrengelse. Det kan være trykken for brystet, knugende smerter bag brystbenet, ud i armene eller op i halsen. Yngre mennesker med FH har ofte slet ingen symptomer.
  • Der kan være enkelte fysiske tegn på, at du lider af FH. Man kan have hævede sener bag på hælen eller håndryggen og en hvid ring i øjnenes hornhinde. Men det er langt fra altid tilfældet.  
  • Nogle omstændigheder skal man være særligt opmærksom på. De kan nemlig indikere, at der er en ophobning af hjertesygdom i din familie: Hvis der er biologiske familiemedlemmer – søskende, forældre, bedsteforældre, fastre, mostre, kusiner og fætre - som har fået en blodprop i hjertet i en tidlig alder. For kvinders vedkommende vil det sige inden omkring 55 år og for mænds vedkommende inden omkring 60 år.

Derfor – gå straks til lægen og få målt dit kolesteroltal, hvis du har en mistanke om, at du lider af FH.  

familiær hyperkolesterolæmi