Skip to main content

Sikkert at behandle atrieflimren med elektrisk stød

Har du atrieflimren, er din risiko for at få en blodprop i hjernen efter behandling med elektrisk stød minimal på Hospitalsenhed Midts hjerteklinikker.

{snippet hjerte}

Det dokumenterer et fælles forskningsarbejde udført af læger og sygeplejersker på hjerteklinikkerne i Viborg og Silkeborg. Risikoen for at få en blodprop i hjernen efter elektrisk stød ved en af de to hjerteklinikker er betydelig mindre end vist i andre studier.

Cirka 120.000 danskere har atrieflimren (forkammerflimren), og det er dermed den hyppigste hjerterytmeforstyrrelse. Mange patienter har behov for behandling med elektrisk stød for at få hjertet bragt tilbage i normal rytme igen. Behandlingen er dog ikke uden risiko. Tidligere forskningsstudier har vist at der ca. er en procent af patienterne, der får en blodprop i hjernen efter behandlingen.

Det høje tal har dog undret læger og sygeplejersker på Hospitalsenhed Midts hjerteklinikker. De syntes nemlig ikke, at tallet stemte overens med virkeligheden i deres klinikker. Det fik dem til at udføre en fælles undersøgelse, hvor forskerne brugte data fra 2.150 stødbehandlinger i perioden fra 2011-2016 og fandt, at risikoen for blodprop var reduceret til 0,14 procent.

Resultaterne er netop publiceret i en artikel i det førende europæiske videnskabelige tidsskrift, EUROPACE, som udgives af European Heart Rhythm Association.

Resultaterne er ikke kommet ud af den blå luft. Helt tilbage til foråret 2012 tog de to klinikker som de første i Danmark fat på et fælles pionerarbejde med at udvikle og ’toptune’ forløbet for patienter med atrieflimren, som behandles med elektrisk stød.

”De gode resultater har vi opnået i fællesskab ved nøje at strukturere behandlingen og arbejdsdelingen i tværfaglige specialistteams bestående af erfarne hjertelæger og ekspertsygeplejersker. Vi har fokus på strukturerede patientforløb, patientinddragelse og skræddersyet blodfortyndende behandling - et fokus, der særligt er skærpet i forbindelse med elektrisk stød. Det har betydet færre blodpropper og altså højere patientsikkerhed for vores patienter,” siger overlæge, ph.d. Dorthe Svenstrup Møller fra Hjertemedicinsk Afdeling på Regionshospitalet Viborg.

Det egentlige formål med de to hjerteklinikkers fælles forskningsarbejde var at sammenligne ventetiden til gennemførelse af elektrisk stød og belyse risikoen for blodprop i hjernen ved brug af to forskellige behandlingsprincipper for blodfortynding (Marevan og NOAK).

Om atrieflimren

Atrieflimren er en rytmeforstyrrelse, hvor hjertet slår meget uregelmæssigt på grund af fejl i de elektriske signaler i atrierne. En slags "elektrisk kaos", der får forkamrene til at vibrere uden at trække sig sammen. Resultatet er, at hjertet ikke pumper effektivt. Atrieflimren øger risikoen for blodprop i hjernen.

- Elektrisk stød (DC-konvertering) under fuld bedøvelse "nulstiller" hjerterytmen og kan i langt de fleste tilfælde bringe hjertet tilbage til normal rytme. Tilbagefald sker dog for mange, og ofte har patienten behov for medicin som støtte til at opretholde den normale rytme over længere tid.

- Atrieflimren er sjælden før 60-års-alderen, men forekommer hos 10-15 procent af alle over 80 år.

Kilde: sundhed.dk

behandling, atrieflimmer