Skip to main content


Yago Bundgaard lever med talevanskeligheder, men brænder for at tale strokeramte patienters sag.

Strokeramt aarhusianer kommer med i stor europæisk patientorganisation 

51-årige Yago Bundgaard fra Stavtrup ved Aarhus er blevet valgt ind i bestyrelsen for SAFE, Stroke Alliance for Europe. En vigtig post, understreger landsformand for Hjernesagen, Tue Byskov Bøtkjær, som glæder sig over at have en dansk repræsentant for de ramte i den europæiske organisation. 

Der var kamp om pladserne, da den europæiske alliance af strokeorganisationer, SAFE, mandag 19. juni 2023 skulle vælge deres bestyrelse. Ikke desto mindre lykkedes det for Yago Bundgaard fra Aarhus at tage en af de seks ledige bestyrelsespladser som repræsentant for patient- og pårørendeorganisationen Hjernesagen. 

Hvad er stroke og afasi?

Stroke er en fællesbetegnelse for blodpropper og blødning i hjernen. Hvert år rammes 12.000 danskere af et stroke, og omkring en tredjedel får efterfølgende afasi, som er en skade i de sproglige områder i hjerne, der gør det vanskeligt at bruge sproget.

Stroke rammer både mænd og kvinder, og selvom risikoen for at få et stroke stiger med alderen, rammer sygdommen også yngre personer. Stroke er den hyppigste årsag til handicap blandt voksne og koster årligt samfundet mere end 13 mia. kroner i form af udgifter til pleje og behandling samt tabt arbejdsfortjeneste mv. 

Kilde: Hjernesagen

"Jeg er selv ramt af afasi efter et stroke i 2019, og derfor er det naturligt for mig, at jeg vil arbejde for større fokus på afasi på tværs af de europæiske lande. Men jeg kommer også til at arbejde for et bedre europæisk samarbejde om behandling, rehabilitering og støtte til et bedre liv efter stroke," siger Yago Bundgaard, der på Twitter præsenterer sig sådan: "Jeg lever med afasi (talevanskeligheder), og jeg skriver langsomt og ikke helt rigtig, men jeg prøver."

Det glæder selvsagt landsformand i Hjernesagen, Tue Byskov Bøtkjær, at Danmark nu har en repræsentant blandt de ramte i den europæiske strokealliance: 

"Der er grund til at lette på hatten for Yago. Det er flot, at han påtager sig den her opgave, og det er rigtig godt både for Hjernesagen og for alle danske strokeramte, at Yago repræsenterer os i SAFE. Meget af den danske lovgivning om for eksempel forebyggelse samt rettighederne til mennesker med handicap og deres pårørende rammesættes af EU-lovgivningen. Derfor er det vigtigt, at vi søger de internationale samarbejder, når det handler om at skabe politisk opmærksomhed på sagen," understreger han. 

Yago Bundgaard er også medlem af Hjernesagens hovedbestyrelse som suppleant, og desuden er han medstifter af AfasiGruppen, som arbejder med oplysning om afasi og støtte til afasiramte.

Således har Yago Bundgaard allerede en del erfaring med det frivillige arbejde. Alligevel bliver bestyrelsesarbejdet i SAFE en ny type udfordring. 

 

 

 

 

Kort om SAFE

Stroke Alliance for Europe repræsenterer strokeramte og deres pårørende i mere end 30 europæiske lande. Organisationen kæmper bl.a. for bedre vilkår for strokepatienter samt for at reducere antallet af strokeramte på tværs af de europæiske kontinent gennem øget og forbedret forebyggelse. Læs mere på www.safestroke.eu