”Jeg er skuffet over, at det var det sundhedssystem, der mødte mig, da jeg efter et langt liv som skatteborger havde brug for det. Det var ikke den kontrakt, jeg troede, jeg havde med samfundet, og jeg nægter at dø før tid, fordi vi har en underlødig kræftbehandling i Danmark. Af ren og skær arrigskab vil jeg holde mig i live – og nyde livet – lidt længere," siger Maj Hesssel, som her ses i en trøje fra patientforeningen Kræft I Underlivet (KIU). Privatfoto fra Grønlandstur
Danmark afviste kræftmedicin – nu kommer Danmark til at betale for den i Tyskland
I 2025 afviste det danske Medicinråd kræftlægemidlet Elahere som standardbehandling i Danmark, fordi det var for dyrt. Derfor er kræftpatienten Maj Hessel i stedet flyttet til Tyskland, hvor lægerne vurderer, at hun kan få gavn af lægemidlet senere i sit sygdomsforløb. Paradoksalt nok lander regningen i sidste ende alligevel i Danmark.
Elahere er et kræftlægemiddel, som kan give nogle patienter med fremskreden æggestokkræft knap fire måneder længere at leve i. Maj Hessel er i gruppen af patienter, som kan blive kandidater til behandlingen, når kemoterapi ikke længere virker.
For Maj Hessel blev Medicinrådets afvisning i december 2025 afgørende. Rådet afviste Elahere som standardbehandling i Danmark, fordi prisen efter rådets vurdering ikke stod mål med effekten. Kort efter flyttede Maj Hessel til Tyskland, hvor Elahere – i modsætning til i Danmark – ér en del af standardbehandlingen.
På grund af EUs regler om fri bevægelighed inden for EUs grænser kan Maj Hessel som pensionist bo i Tyskland og modtage behandling på niveau med en tysk statsborger – på den danske stats regning. En uværdig situation, mener professor emeritus, sundhedsøkonom Jes Søgaard.
"Jeg ser denne sag som endnu et eksempel på, at Danmark efterhånden prioriterer temmelig hårdt, og det synes jeg, vi bør have en diskussion om. Det er forfærdeligt, at vi er kommet dertil, hvor patienter føler sig nødsaget til at flytte til udlandet for at få adgang til behandling, når vi samtidig går rundt og fortæller hinanden, at vi har et sundhedsvæsen i verdensklasse,” siger han.
”Det giver mig associationer til tiden før Murens fald, hvor folk forsøgte at komme væk fra Østtyskland. Jeg synes ærlig talt, at det er pinligt."
På Charité Universitetshospital i Berlin har lægerne vurderet, at netop Elahere kan blive en relevant behandlingsmulighed senere i Maj Hessels sygdomsforløb. Derfor bliver historien ekstra paradoksal af det faktum, at hendes offentlige sundhedsudgifter i sidste ende afregnes med – ja, Danmark.
Og selvom netop dét faktum kan virke voldsomt paradoksalt, giver det økonomisk set mening, forklarer Jes Søgaard.
"Det er forfærdeligt, at vi er kommet dertil, hvor patienter føler sig nødsaget til at flytte til udlandet for at få adgang til behandling, når vi samtidig går rundt og fortæller hinanden, at vi har et sundhedsvæsen i verdensklasse,” siger professor emeritus, sundhedsøkonom Jes Søgaard.
Hvorfor betaler Danmark?
Forklaringen på, hvorfor Danmark alligevel kan ende med at betale regningen for patienters behandling i Tyskland, skal findes i EU's regler om fri bevægelighed.
Inden Maj Hessel flyttede, blev hun tilkendt dansk førtidspension på grund af sin alvorlige kræftsygdom. Det betyder, at hun er omfattet af EU's såkaldte S1-ordning, som hører under reglerne om fri bevægelighed, og som giver pensionister ret til behandling i bopælslandets offentlige sundhedsvæsen på samme vilkår som landets egne borgere.
Altså: Flytter du til et andet EU-land, er Danmark forpligtet til at betale for den behandling, som du ville have fået, hvis du var statsborger i det land.
Både ATP og Styrelsen for Patientsikkerhed bekræfter over for Medicin & Evidens, at pensionister med en gyldig S1-attest har ret til behandling i bopælslandets offentlige sundhedsvæsen på lige fod med landets egne borgere, mens de offentlige sundhedsudgifter efterfølgende afregnes mellem landene.
Maj Hessel var før flytningen tilknyttet Rigshospitalet. Havde hun fortsat boet i Danmark, ville hendes behandling have været forankret i Region Hovedstaden. I stedet modtager hun nu behandling i Tyskland gennem S1-ordningen.
Det betyder dog ikke, at alle hendes udgifter dækkes. Hvis patienter i bopælslandet selv skal betale en del af en behandling eller ydelse, gælder de samme regler for danske pensionister. For Maj Hessel dækker det blandt andet over omkring 32 euro (ca. 240 kroner) ved hver kemobehandling og 10 euro (ca. 75 kroner) pr. døgn ved indlæggelser med overnatning.
Ikke et privat sundhedseksil
For Maj Hessel er det vigtigt at understrege, at hun ikke er flyttet til Tyskland for at købe sig til behandling på et privathospital. Hun behandles på Charité, som er et offentligt universitetshospital og er omfattet af det samme behandlingstilbud som andre offentligt sygesikrede patienter i Tyskland.
"Jeg er ikke på et privat hospital eller i et privat behandlingsforløb. Jeg får den samme behandling, som tyske patienter også får adgang til," siger hun.
Det tyske sundhedsvæsen er forsikringsbaseret, men størstedelen af befolkningen er dækket af de lovpligtige sygekasser, som giver adgang til almindelig offentlig hospitalsbehandling, som den Maj Hessel modtager i dag.
Hvorfor netop Tyskland?
Tyskland er blandt de europæiske lande med den bredeste adgang til ny kræftmedicin. Ifølge et europæisk studie bliver 96 procent af nye kræftlægemidler, som godkendes af Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA), gjort tilgængelige for patienterne gennem det offentlige sundhedssystem i Tyskland.
Det var en væsentlig del af baggrunden for Maj Hessels beslutning om at flytte.
"I mellemtiden kan der ske nye udviklinger inden for gynækologisk kræftbehandling, som måske åbner nye vinduer. Min flytning til Tyskland giver mig hurtigere adgang til flere typer behandling og mere fleksibel anvendelse," siger hun.
Historier om danske patienter, der søger behandling uden for landets grænser, er ikke nye.
På fore eksempel muskelsvind-området har patienter i flere år peget på, at behandlinger, som var tilgængelige i Tyskland og andre europæiske lande, ikke var tilgængelige i Danmark.
Og allerede i 2014 beskrev Ugeskrift for Læger en sag, hvor en patient fik afslag på behandling i Danmark, tog til Tyskland og efterfølgende fik pålagt regionen at betale regningen. Dette eksempel handlede dog om det såkaldte patientmobilitetsdirektiv, som i modsætning til S1-ordningen 'kun' giver patienten ret til godtgørelse af udgifter til sundhedsydelser, som den forsikrede i forvejen har krav på i sit eget land.
Elahere kan blive næste skridt
Elahere er målrettet en mindre gruppe patienter med æggestokkræft.
For at kunne få behandlingen skal kræftcellerne udtrykke store mængder af et særligt protein, en såkaldt biomarkør ved navn FRα. Behandlingen anvendes desuden typisk først, når sygdommen ikke længere reagerer tilstrækkeligt på platinbaseret kemoterapi, som er standardbehandlingen ved æggestokkræft.
Maj Hessel får fortsat platinbaseret kemoterapi med effekt og er derfor ikke kandidat til behandling med Elahere – endnu.
For patienter med fremskreden æggestokkræft består behandlingen ofte af flere efterfølgende behandlingslinjer over en årrække. Når effekten af én behandling aftager, kan en ny behandling forlænge perioden, hvor sygdommen holdes under kontrol.
Maj Hessel har fået foretaget den biomarkørtest, der kan vise, om en patient er kandidat til behandling med Elahere. Den viste, at hun er FRα-positiv. Hun betalte selv for testen via Charité, inden hun flyttede til Tyskland, idet den ikke indgår i dansk praksis, som Medicin & Evidens tidligere har beskrevet. I Tyskland er testen en del af den almindelige udredning af relevante patienter.
Efter flytningen fik Maj Hessel desuden foretaget en omfattende genetisk analyse på Charité som led i sit videre behandlingsforløb, hvilket hun ikke selv skulle betale for. Resultaterne blev efterfølgende drøftet på hospitalets molekylære tumorkonference.
Ifølge den skriftlige vurdering, som Medicin & Evidens er i besiddelse af, vurderede lægerne på den baggrund, at Elahere vil være en relevant behandlingsmulighed for Maj Hessel, hvis hendes nuværende behandling mister effekt.
Dermed opstår paradokset: Hvis Elahere senere bliver relevant for Maj Hessel, vil en behandling, som Medicinrådet har afvist som standardbehandling i Danmark, alligevel ende med at blive betalt af Danmark – og samtidig have krævet massive ofre af hende.
”Det har haft store omkostninger for mig, rent socialt. Det er i det hele taget en sorg for mig, at jeg har været nødt til at tage til Tyskland. Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle bruge mine sidste leveår i Berlin,” siger Maj Hessel til Medicin & Evidens.
Du kan læse mere om Maj Hessels beslutning om at flytte til Tyskland i artiklen herunder.
Maj Hessel har uhelbredelig æggestokkræft og ved, at hendes behandlingsmuligheder en dag slipper o
Alternativet ville være mere paradoksalt
For professor i sundhedsøkonomi ved VIVE Jakob Kjellberg peger sagen dog ikke på, at der er fejl i systemet.
Tværtimod ser han den som en konsekvens af et grundlæggende valg, som EU-landene i kraft af Maastrichttraktaten fra 1992 sammen har truffet: Sundhedsvæsnerne er nationale, mens borgerne frit kan flytte mellem landene.
"Vi har valgt, at der er nogle ting, der er medlemsstaternes eget anliggende, samtidig med at man kan flytte sig rundt i EU. Så kan der opstå nogle situationer som denne, som ligner et paradoks."
Danmark og Tyskland har valgt at bygge forskellige modeller på sundhedsområdet og prioriteret forskelligt. I det konkrete tilfælde betyder det, at det ene land har valgt at gøre en konkret behandling til standardbehandling, mens det andet ikke har.
Det betyder ikke nødvendigvis, at systemet fungerer forkert, lyder det fra Jakob Kjellberg.
"Vi har ikke ét fælles europæisk sundhedsvæsen. Derfor vil der være forskelle mellem landene, og derfor vil der også opstå situationer som denne."
Ifølge Jakob Kjellberg er det derfor ikke overraskende, at en patient som Maj Hessel konkret kan få adgang til behandlinger i Tyskland, som ikke tilbydes som standard i Danmark.
Alternativet ville være et fælles europæisk sundhedsvæsen med fælles prioriteringer og fælles finansiering, mener han. Og det ser han hverken som realistisk eller ønskværdigt.
"Jeg er egentlig godt tilfreds med, at vi kan køre vores model herhjemme, og de kan køre deres. Men så må vi også acceptere, at der opstår nogle situationer som denne, som kan se lidt mærkelige ud."
Han understreger samtidig, at der altid vil være enkelte elementer, der er bedre i ét land frem for et andet.
”Det er ikke sådan, at bare fordi du flytter til Tyskland, er alt fantastisk. Du får en hel tysk pakke. I Danmark har vi jo for eksempel valgt, at uddannelse er gratis, og hvis du får brug for plejehjem og hjemmepleje, er det nok heller ikke så generøst i Tyskland som herhjemme.”
"Vi har ikke ét fælles europæisk sundhedsvæsen. Derfor vil der være forskelle mellem landene, og derfor vil der også opstå situationer som denne," siger professor i sundhedsøkonomi, Jakob Kjellberg.
Rationelt, men dybt problematisk
Men er det økonomisk rationelt at afvise en behandling i Danmark, når man alligevel ender med at betale for samme behandling i Tyskland? Ja, det er det faktisk, lyder det fra Jes Søgaard.
Når ganske få patienter vælger at flytte til udlandet for at få adgang til behandling, ændrer det ikke grundlæggende på de besparelser, som sundhedsvæsenet opnår ved at afvise de dyre behandlinger som standard herhjemme.
I realiteten vil det nemlig være meget begrænset, hvor mange der går så langt i deres bestræbelser på at få adgang til behandling.
"Når så få patienter flytter til udlandet for at få behandling, ligger der stadig en besparelse for sundhedsvæsenet som helhed. Politikere og regioner ved godt, at meget få danskere tager så drastiske skridt," siger Jes Søgaard.
Maj Hessel bekræfter over for Medicin&Evidens, at hun kender flere kvinder, som står i lignende situation som hende, men ikke har mulighed for at flytte til Tyskland.
”Jeg er enlig uden børn, ressourcestærk og uafhængig. Mange andre kvinder kan ikke bare flytte til Tyskland. De har mand, børn, børnebørn, huslån mv.,” siger hun.
Det gør dog ikke situationen mindre problematisk, mener Jes Søgaard.
"Man har betalt skat hele livet, og så oplever man, at man som alvorligt syg patient får en form for andenrangsbehandling. Det er kynisk set rationelt, fordi antallet er så lille. Men etisk er det dybt problematisk."
LA: Vi burde hjælpe patienterne herhjemme
Sagen møder kritik fra sundhedsordfører Freja Brandhøj (LA).
"Det giver ikke mening, at danske patienter må rejse til udlandet for at få en behandling, som vi i sidste ende alligevel er forpligtet til at betale for. Så burde vi hjælpe patienterne hurtigt og ordentligt herhjemme," siger hun til Medicin & Evidens.
Hun understreger, at det er en mærkesag for Liberal Alliance, at Danmark kommer på niveau med vores nabolande, når det handler om at give danskerne adgang til den bedste kræftbehandling.
"Ingen kræftpatient bliver raskere af at stå i kø. Hvis vi alligevel skal betale, skal patienterne have adgang til behandling hurtigst muligt – og helst i Danmark," siger Freja Brandhøj.
"Det giver ikke mening, at danske patienter må rejse til udlandet for at få en behandling, som vi i sidste ende alligevel er forpligtet til at betale for. Så burde vi hjælpe patienterne hurtigt og ordentligt herhjemme," siger sundhedsordfører Freja Brandhøj (LA).
Artikler om Elahere
Maj Hessel har uhelbredelig æggestokkræft og ved, at hendes behandlingsmuligheder en dag slipper o
I 2025 afviste det danske Medicinråd kræftlægemidlet Elahere som standardbehandling i Danmark, for
Folketingets 7. princip skal sikre danske patienter mulighed for individuel behandling med lægemid
