Skip to main content


83 procent af de indlagte med covid-19 er reelt syge af covid-19

Hver dag offentliggøres antallet af nye, coronarelaterede indlæggelser. Men ikke alle er reelt syge af covid-19, men det er dog de fleste. Mere end fire ud af fem indlagte med covid-19 fra 1. juni 2020 til 31. oktober i år var indlagt og syge på grund af covid-19.

Det viser foreløbige resultater fra en undersøgelse foretaget af Statens Serum Institut (SSI). 15.425 covid-19 relaterede indlæggelser i perioden 1. juni – 31. oktober 2021 var med i undersøgelsen. Alle indlagte var testet positive for covid-19.

Undersøgelsen er relevant, da daglige antal indlæggelser og nyindlæggelser med coronavirus er et vigtigt tal i epidemiovervågningen. I de daglige overvågningstal betegnes nyindlæggelser som covid-19-relaterede indlæggelser og er defineret ved en indlæggelse, hvor patienten får sin første positive prøve i tidsrummet 14 dage før til 48 timer efter indlæggelsestidspunktet. En indlæggelse, hvor en person testes positiv mere end 48 timer efter indlæggelsestidspunktet bliver også registret som en covid-19-relateret indlæggelse.

Statens Serum Institut har gennem en længere periode undersøgt hvor mange indlagte patienter, der havde en positiv test for covid-19, der var indlagte på grund af covid-19 og ikke bare med covid-19. Og resultatet er, at 82,6 procent havde fået en covid-19 diagnose og var reelt syge med covid-19. 13,9 procent af patienterne var indlagte med covid-19, men havde ikke nødvendigvis indlæggelseskrævende symptomer på covid-19 sygdom. De kunne være indlagt af andre årsager, f.eks. med brud, graviditet eller hjernerystelse.

I de sidste 3,5 procent af tilfældene havde patienterne symptomer eller sygdom, der kunne være covid-19, men de var ikke diagnosticeret med det.

Ifølge Politiken har regeringens egen uvildige ekspertgruppe efterlyst, at der er "tidstro data om, hvorvidt en patient er indlagt med covid-19 eller på grund af covid-19".

Ifølge Stinus Lindgren, sundhedsordfører fra Radikale Venstre og formand for epidemigruppen i Folketinget, er det vigtigt, at danskerne og Christiansborg får præcise data.

»Vi skal vide, hvem de indlagte er, for det siger noget om, hvor alvorlig sygdommen er. Og dermed risikoen for samfundet og hospitalerne. Selv om en covidsmittet er kompliceret at håndtere, uanset hvor på hospitalet de ligger, er det ikke ligegyldigt, hvor de er indlagt. Vi har brug for de data, som ekspertgruppen også har påpeget, når vi skal træffe beslutninger om, hvorvidt epidemien er under kontrol eller ej. Derfor skal det pindes ud, så vi ved, hvad vi forholder os til«, siger han til Politiken onsdag.

 

De foreløbige resultater er basseret på 15.425 covid-19 relaterede indlæggelser i perioden 1. juni – 31. oktober 2021. Alle var testet positive for covid-19.

Kilde: Statens Serum Institut

corona