
Børn og unge med ADHD har svært ved morgenfunktionen, som stiller store krav til timemanagement, arbejdshukommelse, selvregulering, samarbejde og evnen til at komme i gang.
Børn med ADHD skaber øget konflikt om morgenen
Børn med ADHD har svære problemer med morgenfunktionerne på trods af, at de får medicin. Det påvirker både børnene og familierne i svær grad.
{snippet psyk}
Du kender sikkert til, at det kan være vanskeligt at få børn til at stå op, få dem i tøjet, pakket taske og komme afsted til tiden. For familier med børn som har ADHD, er det endnu vanskeligere og mere stressende.
Det viser en undersøgelse, der blev fremlagt på ADHD-konferencen i Vancouver.
Vi ved, at ADHD medfører markant funktionshæmning for børn og unge og deres familier. Men vi ved ikke meget om, hvordan ADHD symptomerne kan udtrykke sig forskelligt på forskellige tidspunkter på dagen.
Det har en af verdens ledende ADHD forskere Steve Faraone sat fokus på i en undersøgelse, ’Early morning functioning’ – altså på tidlig morgen funktion – , på hvordan børn og unge med ADHD fungerer tidligt om morgenen.
Der er her tale om svær funktionshæmning især på skoledage, hvor der er krav til at stå op, klæde sig på, udføre hygiejnerutiner, spise morgenmad, kommunikere med resten af familien, sørge for at få tasken pakket færdig og komme ud af døren og nå i skole til tiden.
Tidlig morgenfunktion kræver særlig opmærksomhed af flere grunde. Fra det at vågne om morgenen til at gå ind i klasselokalet til tiden skal et barn udføre en række komplekse handlinger, mens resten af familien har også travlt med at blive færdige. Alle forældre kender til de udfordringer, der er ved at få ens børn ud af døren, mens man selv gør sig færdig til arbejdet. Men for børn og unge med ADHD kan man gange de udfordringer med 100. Der er nemlig tale om komplekse målrettede handlinger, der stiller store krav til timemanagement, arbejdshukommelse, selvregulering, samarbejde, impulskontrol, og evnen til at komme i gang. Alle disse funktioner er typisk hæmmede hos børn og unge med ADHD, og når børnene ikke formår at udføre rutinerne om morgenen, sætter det dem i risiko for at komme for sent, glemme deres skolesager, og i det hele taget få en elendig start på dagen. Alt dette kan bidrage yderligere til faglige og sociale vanskeligheder.
Men børn og unges problemer med tidlig morgenfunktion påvirker også søskende og forældre negativt, og undersøgelserne fremhævede øget konflikt niveau, mere skæld ud, stress og skyldfølelser.
Faraone og hans kolleger, Schachar og Sallee har foretaget en række online undersøgelser til at belyse effekten af medicin på tidlig morgenfunktion hos børn og unge. Men på trods af medicinsk behandling rapporterer forældre fortsat svære problemer i morgenfunktioner hos børn med ADHD, som påvirker både børnene og familierne i svær grad.
Der har ikke tidligere på ADHD-konferencer været fokus på tidlig morgenfunktion hos børn og unge med ADHD, og spørgsmålet er, om klinikere spørger tilstrækkeligt ind til dette problem, som forårsager svær funktionshæmning hos børn med ADHD, deres forældre og søskende?
Håbet er at der vil komme mere fokus på udvikling af behandlingsmuligheder, både medicinske og psykosociale indsatser, der kan hjælpe børn og familier med en bedre start på dagen.

