Skip to main content


Mæslinger er en global trussel

Vi har set et mindre udbrud af den ekstremt smittefarlige sygdom i Danmark, fordi færre børn bliver vaccineret. Breder mæslingerne sig, kan konsekvenserne blive alvorlige for os alle, og en række europæiske lande er hårdt ramt.

I de senere uger har vi set fem tilfælde af mæslinger herhjemme. Statens Serum Institut kalder det for et 'egentligt udbrud' og forventer flere smittede.

Det på trods af, at verdenssundhedsorganisationen WHO i september 2017, præcis 30 år efter at MFR-vaccinen blev indført i Danmark, erklærede mæslinger for elimineret i Danmark.

Elimineret betyder, at sygdommen er under kontrol, men ikke totalt udryddet.

Umiddelbart lyder fem smittede måske ikke af meget, men mæslinger er en af de mest smitsomme og farlige børnesygdomme, vi kender. Virus smitter gennem luften, og et enkelt nys kan potentielt smitte en hel bus. Eller en læges venteværelse.

WHO: En tragedie

Men nu, ikke engang to år efter, WHO frikendte os, er billedet vendt. I Danmark er det endnu ikke alvorligt, det står lnagt værre til i en række andre europæiske lande.

Tallene er drastiske. Efter et rekordlavt antal mæslingetilfælde i Europa i 2016 på flere end 5000 tilfælde, steg tallet i 2018 til 20.000 smittede personer.

WHO, der har som målsætning, at mæslinger skal være udryddet i Europa 2020, kalder det ’en tragedie’ og siger, at manglende vaccinationer er en af de ti væsentligste trusler mod den globale sundhed.

Den altovervejende grund til at børn i stigende grad ikke bliver vaccineret i den vestlige verden og USA er anti-vaccinebevægelsen, der florerer på nettet og kolporterer påstande som, at vaccinen er giftig, at drenge kan blive sterile, og at barnet kan få autisme.

Derfor ønsker mange forældre ikke, at deres børn bliver vaccineret, og 95 procent af en befolkning skal være vaccinerede, for at alle er dækkede. Det kaldes flokimmunitet.

Mæslinger den farligste børnesygdom overhovedet. Ikke alene bliver børnene hundesyge med feber, der kan ramme 40 grader, men sygdommen kan medføre komplikationer som lungebetændelse og hjernebetændelse, barnet kan få varige mén, og nogle dør.

Voksne, der får sygdommen, bliver også hårdt ramt.

I Danmark tilbydes børn ved 15 måneders alderen MFR-vaccinationen mod mæslinger, fåresyge og røde hunde. Dern skal gentages, når barnet er fire år.

 

LÆS OGSÅ: 

 

 

Det skal du vide om mæslinger

Den mest smitsomme sygdom

  • Mæslinger skyldes en virus morbilli, der smitter ved dråbeinfektion. De første symptomer viser sig én til to uger, efter man er smittet.
  • Alle, der ikke er vaccineret, børn og voksne, kan blive smittet. Dog ikke spædbørn op til fire-måneders alderen, da de er beskyttet af antistoffer fra moderen, hvis hun har haft mæslinger.
  • Det er farligt for gravide at få mæslinger, da fostret kan blive smittet, og der er risiko for abort. Gravide kan ikke vaccineres, der skal ske, før graviditeten indtræder.
  • Han man fået mæslinger, smitter man fra otte dage efter, at man selv er blevet smittet førsygdommens udbrud, til mindst fem dage efter dens udbrud.
  • Børn, der har haft mæslinger, må først komme i institution, når de er helt raske og feberfri.

Typiske symptomer

Høj feber, løbende næste, gøende hoste, røde øjne, lysfølsomhed, ømme, hævede lymfekirtler på halsen. Efter nogle dage falder feberen, men stiger så igen, og der kommer et rødt udslæt, der starter i ansigtet og breder sig ned over kroppen. Udslættet 'flyder' sammen.

Komplikationer til mæslinger

  • 1 ud af 15 får mellemørebetændelse
  • 1 ud af 25 får lungebetændelse
  • 1 ud af 2.500 får hjernebetændelse
  • 1 ud af 3500 får blodplademangel

Smittet? Bliv hjemme

  • Mæslinger er en utrolig smitsom sygdom. Hvis du frygter, at dit barn eller du selv er smittet, skal du ringe til lægen. Mød ikke op. Du kan risikere at smitte et helt venteværelse.
  • Der er ingen behandling mod mæslinger.

Gratis vaccination for voksne

  • Er du voksen og ikke vaccineret mod mæslinger, kan du blive vaccineret gratis.
  • Hvis du er i tvivl, om du er vaccineret, er det bedre vaccinere end at lade være, ifølge Statens Serum Institut.
  • Børn er dækket gennem børnevaccinationsprogrammet. 

Er du eller dit barn smittet?

Lægen kan vaccinere op til 72 timer, efter man er blevet smittet, og der kan gives antistoffer op til seks døgn efter.

Mæslinger breder sig hastigt i Europa

  • WHO har registreret 41.000 tilfælde af mæslinger i Europa i 2018. 37 er døde. 
  • Det står i grel modsætning til, at der i hele 2017 var 24.000 tilfælde og i 2016 kun 5000 tilfælde i Europa. Det er en stigning på 30 pct. 

Værd at vide for turister

  • Ukraine er det hårdest ramte land med 27.000 mæslingetilfælde i 2018.
  • Derefter kommer Serbien, Rumænien og Frankrig, Grækenland og Italien.
  • Statens Serum Institut anbefaler danskere, der skal rejse til udlandet, at blive vaccineret mod mæslinger, hvis de og deres børn ikke allerede er vaccineret
  • På verdensplan dør hvert år flere end 146.000 mennesker af mæslinger, langt størstedelen børn under fem år.

Kilder: WHO, Netdoktor, Statens Serum Institut

 

 

 

mæslinger