Skip to main content


Patienter er godt tilfredse med deres praktiserende læge

Danskerne er særdeles tilfredse med deres praktiserende læge, men kunne dog godt ønske, at det var nemmere at få fat på ham eller hende.

Det viser en ny analyse fra Lægeforeningen.

Mere end 121.000 patienter har medvirket i en undersøgelse af tilfredsheden med almen praksis. 97 pct. vurderer læge-patient-forholdet som enestående, meget godt eller godt. 96 pct. er med de samme kategorier tilfredse med lægens lægefaglige ydelser, 95 pct. er tilfredse med lægens information og støtte, 94 pct. er tilfredse med lægens organisering af ydelsen, mens 88 pct. er tilfredse med lægens tilgængelighed.
Tilfredsheden er størst hos patienter tilknyttet en almindelig lægepraksis, mens tilfredsheden er lidt lavere i regionsklinikker og lavest i udbudsklinikker.

Der er ikke de store forskelle i forhold til, hvilken region praksis er beliggende i, dog er tilfredsheden med at få kontakt til praksis i telefonen og at snakke med en læge i telefonen lavere i Nordjylland og Sjælland. Samtidig er tilfredsheden med at få en passende tid og ventetiden i venteværelset lavere i Nordjylland end de øvrige regioner. Region Sjælland og Region Nordjylland er de to regioner i Danmark, hvor manglen på praktiserende læger er størst.

De indsamlede resultater er indsamlet fra 1. januar 2016 til og med oktober 2018. Resultaterne er blevet indsamlet op til, at klinikken er blevet akkrediteret. Op til 130 patienter pr. praksis er blevet inviteret til at deltage i undersøgelsen.

Undersøgelsen indeholder svar fra næsten 121.600 patienter fordelt på både PLO- klinikker, udbudsklinikker og regionsklinikker. Tilfredshedsmålingen er delt op i fem grupper af spørgsmål: læge-patient-forholdet, lægefaglige ydelser, information og støtte, organisation af ydelsen og tilgængelighed.

praktiserende læge