
Opereret for grå stær.
Overraskende fund: Patienter er lige tilfredse efter grå stæroperation uanset valg af linse
Patienter får både bedre syn og højere livskvalitet efter en operation for grå stær. Tilfredsheden er lige høj, uanset hvilken af fire forskellige metoder der bruges til at korrigere synet, viser et nyt randomiseret studie med 188 patienter.
Patienterne behøver ikke nødvendigvis at blive fri for briller for at være tilfredse efter en operation for grå stær. Det er hovedbudskabet fra et nyt studie offentliggjort i tidsskriftet Acta Ophthalmologica
Studiet er randomiseret, hvilket betyder, at patienterne blev fordelt tilfældigt mellem fire forskellige behandlinger. Seniorforfatteren er Therese Krarup, der er afdelingslæge og klinisk lektor ved Øjenafdelingen på Rigshospitalet i Glostrup.
”Alene den synsforbedring, der kommer i forbindelse med operationen, giver så stor livskvalitet og patienttilfredshed, at det at blive brillefri bliver sekundært, og derfor ikke betyder så meget for den samlede tilfredshed,” siger hun.
Resultatet overraskede forskerne. De havde forventet, at de patienter, der kunne klare sig uden briller på både kort og lang afstand, ville blive mest tilfredse.
”Vi ser en generation af ældre, der bruger deres nærsyn meget i hverdagen til at læse, se på smartphones og iPads. Derfor forventede vi, at brillefrit syn på både nær og afstand ville give højere tilfredshed end kun brillefrit afstandssyn. Overraskende nok viste vores resultater, at patienttilfredsheden ikke afhang af brillefrihed,” siger Therese Krarup.
Fire forskellige måder at korrigere synet på
Når en patient bliver opereret for grå stær, fjernes øjets uklare naturlige linse og erstattes af en kunstig linse. Forskerne sammenlignede fire måder at indstille eller vælge de kunstige linser på:
- Godt afstandssyn på begge øjne, mens patienten fortsat bruger læsebriller.
- Mini-monovision, hvor det ene øje indstilles til at se klart på afstand og det andet til at se lidt bedre tæt på.
- Fuld monovision, hvor forskellen mellem de to øjne er større, så det ene bruges til afstand og det andet til læsning.
- En såkaldt RoF-linse, der er udviklet til at give brugbart syn på flere afstande.
Patienterne i alle fire grupper oplevede betydelige forbedringer efter operationen. Alle grupper opnåede et godt afstandssyn, og forskerne fandt ingen sikker forskel på, hvor tilfredse patienterne samlet set var.
En dyrere linse giver ikke nødvendigvis større tilfredshed
Ifølge Therese Krarup er det vigtigt at skelne mellem patienter, der først og fremmest ønsker et bedre syn, og patienter, der har et stærkt ønske om at kunne undvære briller.
”På kongresser og i faglige diskussioner skelner man sjældent tydeligt mellem patienter, der aktivt ønsker brillefrihed, og patienter, der først og fremmest søger behandling for nedsat syn. Hvis en patient har et stærkt ønske om at blive brillefri, så skal man selvfølgelig forsøge at imødekomme det. Men mange af de patienter, vi ser i det offentlige sundhedssystem, er henvist fra egen øjenlæge på grund af dårligere syn – ikke fordi de nødvendigvis ønsker at slippe for briller.”
RoF-linsen tilbydes ikke i det offentlige sundhedsvæsen, men kan købes hos private behandlere til en høj pris. Studiet viser imidlertid, at en dyrere linse ikke nødvendigvis gør patienterne mere tilfredse.
”Der udvikles løbende nye typer linser, der lover brillefrit syn på flere afstande samt høj patienttilfredshed. Disse linser tilbydes privat til en højere pris, ofte med det indtryk, at de er overlegne i forhold til det, man kunne kalde en standard-linse.”
”Det er værd at notere sig, at slutresultatet afhænger af den enkelte patients behov, og at emmetropi, mini-monovision og monovision med standardlinser for mange kan være mere omkostningseffektive alternativer med et sammenligneligt resultat, hvad tilfredsheden angår."
Fuld monovision gav det bedste læsesyn – men også flere problemer
Patienterne med fuld monovision fik det bedste læsesyn uden briller og havde mindst behov for at bruge briller. Til gengæld oplevede de oftere lysende ringe omkring lamper og andre synsforstyrrelser.
De havde også dårligere evne til at bedømme dybde og afstand, fordi øjnene var indstillet forskelligt. Hos nogle opfattede hjernen desuden billedet fra det ene øje som større end billedet fra det andet.
I gruppen med fuld monovision måtte 6,7 procent opereres igen på grund af vedvarende problemer med at få øjnene til at arbejde sammen. Ingen patienter i de øvrige grupper blev genopereret af denne årsag.
Ifølge forskerne understreger resultaterne, at patienten før operationen skal have grundig information om fordele og ulemper ved de forskellige muligheder. Valget af linse bør tage udgangspunkt i patientens synsbehov, hverdag og ønske om at kunne undvære briller.
Artiklen er en omskrevet version af artiklen Overraskende fund: Patienttilfredsheden efter grå stæroperation er høj uanset linsevalg på Oftalmologisk Tidsskrift
