
Håbet er nu, at blodprøver kan bruges til at kunne afgøre, hvem der er ramt af Long Covid.
Metode til test for senfølger af COVID-19 kan være på vej
Efter en infektion med COVID-19 oplever cirka fem procent langvarige og svære symptomer, kendt som senfølger eller Long Covid. Forskere har nu fundet en forskel i blodet mellem mennesker, der er ramt af Long Covid og mennesker, der ikke er, og deres fund kan bane vejen for en metode til objektivt at diagnosticere Long Covid.
En international forskergruppe har i en undersøgelse, publiceret i tidsskriftet Science, analyseret niveauer af over 6.500 blodproteiner hos COVID-patienter og raske. Forskere fulgte 39 raske og 113 COVID-19 patienter i et år for at identificere biomarkører for Long Covid.
I opfølgende undersøgelser kunne forskerne se, at specifikt niveauerne af såkaldte komplementproteiner, som er en del af immunforsvaret, var unormale hos dem, der var ramt af Long Covid. Long Covid-patienterne oplevede en øget aktivitet i komplementsystemet både under og efter den akutte fase af deres sygdom.
Komplementsystemet består af cirka 40 forskellige proteiner (plasmaproteiner og celleoverfladeproteiner), som indgår i immunsystemets funktion. Systemet hjælper normalt med at bekæmpe infektioner og reparerer skadede celler, men hos Long Covid-patienterne forblev systemet overaktivt, hvilket kan bidrage til langvarig skade i kroppen. Forskerne fandt også ændringer i blodet, der tydede på problemer med blodkoagulation og inflammation.
Disse opdagelser kan muligvis forklare nogle af de langvarige symptomer, som patienter med Long Covid oplever.
Dette kronisk aktiverede immunforsvar, som ikke vender tilbage til normal aktivitet efter det første sygdomsforløb, kan skyldes, at lave niveauer af coronavirus fortsat findes i kroppen.
Håbet er nu, at målrettede blodprøver kan anvendes til objektivt at kunne afgøre, hvem der er ramt af Long Covid.
Den udførte undersøgelse er relativt lille, og mere forskning er nødvendig for at fastslå, at komplementproteinerne er en sikker måde at diagnosticere langtidscovid på, siger forskerne.
