Analyser af udåndingsluft kan gøre det nemmere at opdage og behandle lungehindekræft
Forskere i Belgien mener, at de har fundet en ny, mindre indgribende måde at undersøge, hvordan det går med patienter, der har en særlig type lungekræft – en slags lungehindekræft kaldet "malignt pleuralt mesoteliom (MPM).
Metoden blev præsenteret på den globale lungekræftkongres WCLC 2023, der blev afholdt i Singapore fra den 9. til 12. september og kan være et vigtigt skridt fremad.
Normalt kræver det scanninger og andre komplicerede tests at finde ud af, om en kræftbehandling virker. Men de belgiske forskere har testet, om man kan bruge luften, som patienter puster ud, til at få et indtryk af, hvordan det går med deres sygdom. Det ser lovende ud. I 89 procent af tilfældene tilfælde kunne de faktisk se, om patienternes kræft var stabil eller blev værre, bare ved at analysere denne udåndingsluft.
Metoden kan gøre det lettere og hurtigere at finde ud af, om en behandling virker. Det kan i sidste ende gøre behandlingen bedre, fordi lægerne hurtigere kan tilpasse den til den enkelte patient.
Men forskerne siger selv, at der er brug for flere undersøgelser, før man ved helt sikkert, hvordan metoden bedst bruges.
”Analyse af VOC’er (volatile organiske forbindelser, red.) i udåndingsluft repræsenterer en lovende mulighed for non-invasiv påvisning og prædiktion af behandlingseffekt hos MPM-patienter. Dog kræver det en yderligere validering af, hvor VOC-profilen i større studier. En finjustering af VOC-profilen i forhold til den enkelte behandling kunne også bidrage til at forudsige, hvilke patienter, der med størst sandsynlighed ville have mest gavn af en specifik behandling, hvilket i sidste ende kan føre til et samlet løft af MPM-behandlingen,” siger Kevin Lamote, adjunkt ved University of Antwerp i Belgien og studiets førsteforfatter i en pressemeddelelse fra WCLC.
Selvom resultaterne ser lovende ud, fandt studiet også, at der ikke var nogen signifikant forskel i behandlingsstrategier mellem patienter med stabil og forværret sygdom. Det tyder på, at de fundne stoffer i udåndingsluften er relateret til selve sygdommen og ikke nødvendigvis til den specifikke behandling.
Forskningen er stadig i en tidlig fase og blev kun udført på 13 patienter, så der er behov for mere omfattende undersøgelser for at bekræfte disse indledende resultater.
Patienter med MPM har begrænsede behandlingsmuligheder og en dårlig prognose. En del af den forskning, der aktuelt pågår for at bedre patienternes prognose handler om at identificere prædiktive sygdomsmarkører. De senere år har volatile organiske forbindelser (VOC) i udåndingsluft været i søgelyset som potentielle non-invasive sygdomsmarkører.
