
Patienter med fremskreden tarmkræft må vente op til otte uger på operation
Det er er vigtigt, at patienter med fremskreden tarmkræft hurtigt får en operation. Hvis kræften får tid til at vokse, kan operationerne blive så omfattende, at kirurgerne reelt ikke kan stille noget op. Alligevel må danske patienter med fremskreden tarmkræft vente op til otte uger på operation.
På afdelingen for mave- og tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital foretager lægerne de mest avancerede tarmkræftoperationer i Danmark med det mål, at patienterne skal blive raske. Og afdelingen er så specialiseret, at patienter kommer til fra hele landet.
Ifølge loven må kræftpatienter maksimalt vente to uger på operation. Men ventetiden på afdelingen for mave- og tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital har det seneste år været markant længere. I perioden maj til december sidste år måtte 182 patienter vente mere end to uger på operation, og i dag må en svært syg patient med fremskreden tarmkræft vente op til otte uger.
Hvis kirurgerne på operationsbordet konstaterer, at kræften har spredt sig for meget, bliver de nødt til at lukke patienten sammen igen uden at fjerne kræften.
Lene Hjerrild Iversen har i sine 20 år som læge på afdelingen for mave- og tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital aldrig før oplevet, at afdelingens patienter med fremskreden tarmkræft har ventet så længe på at blive opereret som i dag. Det er ikke fagligt forsvarligt, siger hun til DR.
"Kræften venter ikke med at vokse videre i ventetid på at blive behandlet. Ligesom kræften ikke holder ferie, og ligesom kræften ikke holder fri i weekenden. I værste fald vil vi ikke kunne gennemføre operationen, fordi det ikke er teknisk muligt at fjerne kræften. Og så står vi med en patient, der har uhelbredelig sygdom," siger hun til DR.
Chef på afdelingen for mave- og tarmkirurgi på Aarhus Universitetshospital, Charlotte Buchard Nørager, erkender, at afdelingens ventetider er for lange og kalder det "ganske ulykkeligt". Hun er enig med Lene Hjerrild Iversen i, at det er fagligt uforsvarligt og siger, at problemet hovedsageligt skyldes, at afdelingen mangler specialiserede sygeplejersker som mange andre steder i sundhedsvæsnet.
Professor i sundhedsøkonomi Jes Søgaard er overrasket over de lange ventetider for kræftpatienter.
"Det overrasker mig alligevel, at man i et land som Danmark i den grad svigter de allersygeste kræftpatienter. Det lyder forfærdeligt," siger han til DR.
"Det dokumenterer jo, at hospitalskrisen nu også omfatter kræftbehandlingen. Det har vi jo ellers hørt både fra regionspolitikere og landspolitikere, at kræftbehandlingen holder vi ude af det her," siger han.
