
”Det er nødvendigt for os at gøre de praktiserende læger opmærksom på, at vi eksisterer," siger Inger Thrysøe, der er sekretær hos Tarmkræftforeningen.
Opråb: Praktiserende læger skal henvise til den specifikke kræftpatientforening
Tarmkræftforeningen dækker en af de store diagnosegrupper inden for cancer. Alligevel oplever de ikke, at tilstrækkelige mange praktiserende læger kender til deres tilbud.
Da praktiserende læger besøgte patientforeningernes stand på de nyligt afholdte Lægedage 2022, fik de typisk stukket en vifte af pjecer i hænderne fra en lang række mindre patientforeninger.
Alt for ofte oplever patientforeningerne nemlig, at de praktiserende læger ikke er bekendt med de mange mindre foreninger og tilbud, der findes alene inden for kræftområdet.
Det fortæller Inger Thrysøe, der er sekretær hos Tarmkræftforeningen.
”Det er nødvendigt for os at gøre de praktiserende læger opmærksom på, at vi eksisterer. Mange kender os ikke og henviser blot deres tarmkræftpatienter med eksempelvis senfølger til Kræftens Bekæmpelse. VI håber, at vi kan gøre lægerne opmærksomme på, at vi altså er specifikke foreninger med specifikke tilbud,” siger Inger Thrysøe. Som del af en mindre forening var hun glad for at kunne blive repræsenteret på et stort arrangement som Lægedage 2022.
Et effektivt supplement
Tarmkræftpatienter døjer ofte med et svært socialt liv grundet et behov for hyppige toiletbesøg. Tarmkræftforeningen har specifikke tilbud, rådgivning og forslag til håndtering af deres livssituation, som kan gøre en forskel, og som ofte vil være et effektivt supplement til Kræftens Bekæmpelses bredere rådgivning. Hun tilføjer også, at Tarmkræftforeningen har tilbud til unge patienter, der ofte føler sig alene og skamfulde med deres sygdom.
”Mange læger bliver overrasket over, at vi i Tarmkræftforeningen ikke får nys om de tarmkræftpatienter, der henvender sig til Kræftens Bekæmpelse. Men der er ingen forbindelse mellem moderskibet og så en mindre organisation som vores, heller ikke selvom vi har en samarbejdssamtale med Kræftens Bekæmpelse og modtager støtte fra dem til vores aktiviteter. Så selvom diagnosegruppen er kæmpestor, mærker vi det ikke på vores medlemsliste. Og vi kæmper faktisk med at få noget opmærksomhed sammenlignet med brystkræftpatienterne” fortæller Inger Thrysøe, der ikke selv er tidligere patient, men har engageret sig i kraft af at være pårørende.
Tarmkræftforeningen var repræsenteret på Lægedage 2022 sammen med 23 andre patientforeninger på en stand i udstillingsrummet, der var finansieret af Kræftens Bekæmpelse.
