Skip to main content


Mange voksne har taget imod tilbud om gratis mæslingevaccine

Den 1. april 2018 indførte regeringen et permanent tilbud om gratis vaccination mod mæslinger til voksne. Tilbuddet gælder, hvis man ikke allerede er vaccineret eller har haft mæslinger.

Og mange voksne danskere har taget imod tilbuddet. I programmets første fire måneder er over 1.600 ikke-immune voksne således blevet vaccineret. 

Det skriver Statens Serum Institut (SSI).

Det anslås, at fra programstart og resten af 2018 vil 3.600 voksne blive vaccineret. Det er mere end 2.000 flere end i samme periode i 2017, hvor 1.523 blev vaccineret.

”Jeg tror, vi har en tendens til at glemme, hvor alvorlig en sygdom mæslinger er. Men da Statens Seruminstitut slog mæslingealarm tidligere i år, blev vi alle mindet om alvoren - både for den enkelte og for samfundet. Derfor glæder jeg mig over, at vi med det gratis tilbud om vaccination er lykkes med at nå ud til voksne, som ikke er vaccineret. For MFR-vaccinen er vores bedste værn mod sygdommen”, siger sundhedsminister Ellen Trane Nørby i en pressemeddelelse.

Når man som dansker rejser til lande, hvor mæslingevirus fortsat cirkulerer, er man i risiko for at møde det og blive syg, hvis man ikke er vaccineret eller tidligere har haft mæslinger. Det gælder også, når man rejser til lande inden for Europas grænser. Hjemvendte rejsende med mæslinger vil også kunne smitte ikke-immune personer i Danmark. Derfor opfordrer sundhedsmyndighederne – herunder SSI - til, at man både er vaccineret mod mæslinger ved ophold i Danmark, samt inden man rejser til udlandet.

"Risikoen for at blive smittet ved rejse til udlandet er blevet aktualiseret af, at der er registreret et rekordhøjt antal tilfælde af mæslinger – i alt 41.000 - rundt om i Europa i årets første seks måneder. Det er en betydelig stigning i forhold til hele 2017, hvor Verdenssundhedsorganisationen WHO, registrerede knap 24.000 tilfælde i løbet af året.  Derfor anbefaler vi, at man bliver vaccineret mod mæslinger både for at beskytte sig selv og for at  mindske risikoen for at smitte andre," siger afdelingslæge Palle Valentiner-Branth fra SSI til instituttets hjemmeside.

 

FAKTA OM MÆSLINGER

  • Mæslinger er en infektion med et virus, der hedder morbillivirus. Det er en af de mest smitsomme sygdomme, der findes.
  • Virussen smitter ved små dråber gennem luft og ved direkte kontakt med virusholdigt sekret som snot og spyt.
  • Feber, øjenbetændelse og svær forkølelse er nogle af de første symptomer på sygdommen.
  • Patienter med mæslinger kan smitte, fra de første forkølelseslignende symptomer viser sig, og indtil fire dage efter fremkomst af udslæt.
  • Mæslinger kan forebygges ved vaccination (levende svækket virus). Vaccine mod mæslinger gives typisk som en kombinationsvaccine, hvori vaccinekomponenter, der giver beskyttelse mod fåresyge og røde hunde, også indgår (MFR-vaccinen).

Kilde: Statens Serum Institut

mæslinger