Personer med prostatakræft er i øget risiko for fald og frakturer, hvis de behandles med den nye generation af anti-androgen medicin, viser systematisk review og metaanalyse.

Resultaterne, der er udgivet i tidsskriftet JAMA Network Open, peger på, at patienter med prostatakræft, der behandles med den nye generation af androgenreceptor-hæmmere (ARI), har en signifikant øget risiko for fald og frakturer. Det drejer sig om lægemidlerne daralutamid, apalutamid og enzalutamid.

Forskerne understreger dog, at fald og frakturer var "en sjælden bivirkning", og de vurderer, at de betydelige forbedringer i den samlede overlevelse forbundet med ARI-behandling kan opveje risikoen for fald og frakturer hos nogen patienter. Førsteforfatter Zin Myint fra Markey Cancer Center i Lexington, Kentucky, USA, udtaler til MedwireNews/ESMO:

"Onkologer bør overveje at indarbejde faldrisiko-screeningsværktøjer til ældre, aktive patienter med kræft på klinikkerne." 

Sammenhængen er uklar
Zin Myint og medforfatterne skriver i JAMA Network Open, at det er uklart, hvorfor behandling med ARI er forbundet med en øget risiko for fald, men bemærker, at sammenhængen kan være relateret til enzalutamids og apalutamids evne til at krydse blod-hjerne-barrieren. 

Da ikke alle undersøgelser i metaanalysen gav information om brugen af ​​denosumab og andre lægemidler mod osteoporose, var forskerne ude af stand til at "drage en stærk konklusion om, hvorvidt brug af knoglesundhedsmidler ville reducere brudhastigheden." Ikke desto mindre anbefaler forskerne, at "[en] passende anvendelse af knoglemålrettede midler bør overvejes hos disse patienter i henhold til de fastlagte retningslinjer."  

Forfatterne konkluderer i studiet:

"Yderligere prospektive studier er berettigede til at identificere potentielle mekanismer og udvikle strategier, der inkluderer et faldrisikovurderingsværktøj til at undersøge risikofaktorerne for fald eller brud."

Detaljer om metaanalysen

Forskerne samlede data fra 11.382 prostatakræftpatienter med en median alder på 72 år, der deltog i ét ud af 11 kliniske forsøg inden august 2019, inklusive TITAN-, SPARTAN- og ARAMIS-studierne. 

Fald blev rapporteret af 8,0 procent af ARI-patienterne og 5,0 procent af kontrollerne, hvor grad 3 eller mere alvorlige fald forekom hos henholdsvis 1,0 procent og 0,6 procent. Frakturer blev rapporteret hos tilsvarende 4,0 procent og 2,0 procent med grad 3 og mere alvorlige frakturer hos 1,0 procent og 0,5 procent. 

Forekomsten af ​​all-grade fald og frakturer varierede efter anvendt ARI, hvor apalutamid havde de højeste rater for begge hændelser efterfulgt af enzalutamid og darolutamid. 

En samlet analyse viste, at behandling med en ARI var forbundet med en signifikant øget risiko for både all-grade og grad 3 og mere alvorlige fald (relativ risiko [RR] = henholdsvis 1,80 og 1,60) samt en signifikant stigning i risikoen af all-grade og grad 3 og mere alvorlige frakturer (RR = henholdsvis 1,59 og 1,71). 

Jardiance (empagliflozin), der er udviklet som diabetesmedicin, kan effektivt behandle og reversere hjertesvigt hos både diabetespatienter og ikke-diabetespatienter.

Det viser en undersøgelse fra Icahn School of Medicine på Mount Sinai, hvor forskere har testet Jardiance i et forsøg med 84 hjertepatienter, der enten fik placebo eller empagliflozin.

Resultaterne viste, at medicinen forbedrede hjertets størrelse, form og funktion, hvilket fører til bedre træningskapacitet og livskvalitet og dermed færre indlæggelser for patienter med hjertesvigt. Resultaterne blev præsenteret fredag ​​den 13. november på American Heart Association Scientific Sessions 2020 og samtidig offentliggjort i Journal of the American College of Cardiology.

"Vores kliniske forsøgs lovende resultater viser, at denne diabetesmedicin kan forbedre livet hos hjertesvigtpatienter med reduceret udstødningsfraktion, forbedre deres træningskapacitet og forbedre deres livskvalitet med ringe eller ingen bivirkninger. Vi forventer, at dette arbejde vil hjælpe med at føre til godkendelse af empagliflozin til denne patientpopulation i de kommende måneder," siger førsteforfatter og læge Carlos Santos-Gallego,der er postdoktor ved Icahn School of Medicine på Mount Sinai.

"Vores undersøgelse identificerer også, hvorfor dette lægemiddel er effektivt: nemlig fordi det forbedrer hjertefunktionen, noget der ikke er blevet forstået indtil nu," siger Santos-Gallego.

"Mange læger er bange for at ordinere et lægemiddel, som de ikke forstår, og vores resultater vil hjælpe klinikere med at føle sig mere komfortable med at give dette til patienter, når det først er godkendt. En hjørnesten i resultaterne er, at selvom dette lægemiddel oprindeligt blev udviklet til diabetes, er det også utroligt effektivt hos patienter uden diabetes. "

Det er vigtigt, at stoffet ikke så ud til at forårsage hypoglykæmi eller lavt blodsukker hos ikke-diabetespatienter.

Til forsøget, kendt som "EMPATROPISM", rekrutterede forskere 84 patienter med kronisk hjertesvigt med reduceret ejektionsfraktion (EF) - den procentdel af blod, som venstre ventrikel pumper med hver sammentrækning - og randomiserede dem til behandling med empagliflozin eller placebo. Alle fik en basisevaluering, der inkluderede hjertekapacitetsmagnetisk resonansbilleddannelse, en kardiopulmonal træningstest på en cykel iført en ansigtsmaske for at teste iltniveauer, en seks minutters gangtest og livskvalitetsspørgeskemaer.

Patienter fik behandling eller placebo i seks måneder med nogle korte sikkerhedsbesøg efter en og tre måneder. Efter seks måneders varighed gennemgik patienterne de samme tests.

Cirka 80 procent af patienterne behandlet med empagliflozin viste signifikant forbedring, og deres hjerter var vendt tilbage til næsten normal, fandt forskerne. Denne gruppe havde en forbedring på 16,6 procent i venstre ventrikels ejektionsfraktion efter seks måneder, og deres hjerter pumpede blod på en stærkere måde. Deres hjerter blev mindre, mindre udvidede på grund af mindre overbelastning og mindre væskeansamling i kroppen, hvilket betyder, at deres hjertesvigt blev mindre alvorlig, og hjertets vægge var mindre tykke, hvilket betyder, at venstre ventrikel lettere kunne pumpe blod.

Placebogruppen viste ingen forbedring; disse patienter blev enten ved baseline, eller deres tilstand blev værre. De havde et faldende EF; deres hjerter var mere udvidede og tykkere og havde en unormal, mere sfærisk form.

Undersøgelsen viste også, at patienter, der tog empagliflozin, havde en forbedring på ca. 10 procent i deres træningsniveauer, en statistisk signifikant forskel, mens patienter i placebo-gruppen ikke viste nogen forbedring. Dette viser, at empagliflozin-gruppen blev sundere, kunne udføre mere hverdagslige aktiviteter og havde en forbedret livskvalitet, hvilket satte disse patienter i mindre risiko for indlæggelse.

Undersøgelsen identificerede også for første gang, hvorfor dette lægemiddel er effektivt til behandling af hjertesvigt. Ved hjertesvigt gennemgår hjertet en negativ udvikling, hvor venstre ventrikel udvides, bliver tykkere (hypertrofisk) og mere sfærisk og pumper på en svagere måde med en lavere ejektionsfraktion.

Forskerne kunne dokumentere, at medicinen mindsker og vender denne negative udvikling. Det reducerer udvidelsen og hypertrofi i venstre ventrikel, hjælper venstre ventrikel med at pumpe stærkere (øger udstødningsfraktionen) og ændrer formen på venstre ventrikel, hvilket gør den mere langstrakt og mindre sfærisk.

"Vi var meget overraskede over, hvor hurtigt fordelene dukkede op med empagliflozin. Patienterne følte sig allerede bedre i de første par uger efter at have taget det. Et andet nøgleproblem er, hvor sikkert dette lægemiddel er. Vi så ingen alvorlige bivirkninger, og på trods af at det var et antidiabetika lægemiddel, blev der ikke bemærket nogen hypoglykæmi. Dette viser, at empagliflozin er en sikker og potent behandling for hjertesvigt med reduceret ejektionsfraktion uafhængigt af patientens diabetiske status," forklarer medforfatter Juan Badimon, der er professor i medicin (kardiologi) og direktør for Atherothrombosis Research Unit ved Cardiovascular Institute ved Icahn School of Medicine på Mount Sinai.

Børn og unge med en forælder med sclerose skal vide, at de ikke er alene. Det er budskabet i en ny kampagne og en ny hjemmeside fra Scleroseforeningen, hvor børn og unge pårørende kan se film om at være ung med en forælder med MS, og finde ligesindede at tale med.

Kampagnen Snak Sammen udspringer af Sclerosehelhedsplanen fra 2019, hvor Scleroseforeningen fik til opgave at udvikle et projekt, der skal støtte op om unge pårørende til MS-patienter. 

Ud over filmene og hjemmesiden, vil Scleroseforeningen også afprøve en medieret virtuel mødeform, hvor børn og unge kan få lov at udveksle erfaringer og tale med andre i en lignende situation. 

I første omgang bliver der tale om en pilotafprøvning med tre-fire møder, og hvis konceptet bliver en succes, vil møderne blive etableret som et fast tilbud. 

En vigtig pointe ved tilbuddet er, at der ikke er tale om terapi, men om muligheden for et sted, hvor de unge kan få 'luftet ud' i deres tanker, fortæller digital projektleder på projektet Anne Dorthe Frydenlund Christiansen. 

“Det er unge mennesker, og de ønsker bare at være normale, men de kan godt mærke, at der er noget, der ikke er normalt, og det, vi især hører fra de dem, er, at de ikke ønsker at blive psykologiseret, men har brug for at vide, at de ikke er alene, at det er ok at blive vred og have brug for plads til sig selv,” siger Anne Dorthe Frydenlund Christiansen.

Forskning fra blandt andet VIVE har vist, at det kan have store konsekvenser at vokse op med en forælder med en kronisk sygdom som sclerose. Her viste ph.d. Julie Mohberg blandt andet, at børn af forældre med MS ikke klarer sig lige så godt i livet, som andre børn. Blandt andet gennemfører færre af de pårørende børn en uddannelse og flere af dem vil være på overførselsindkomst eller førtidspension, når de når trediveårsalderen, viser hendes undersøgelse, og det var en del af grundlaget for, at der blev sat fire millioner kroner af i helhedsplanen til at styrke indsatsen for børn og unge som pårørende til en scleroseramt.   

Scleroseforeningen lancerer kampagnen i uge 47 og vil markedsføre den på de sociale medier, men håber også, at sundhedspersonalet i klinikkerne vil huske at gøre deres patienter opmærksomme på den.  

“Som forening er vi ikke i kontakt med de pårørende, og derfor er vores kampagne rettet mod forældrene, og her vil det være en stor hjælp, hvis sygeplejersker og læger i scleroseklinikkerne husker at spørge patienterne, om de har børn, og fortæller dem om denne mulighed,” siger Anne Dorthe Frydenlund Christensen.

Symptomer på depression i de tidlige stadier af MS ser ud til at være nært knyttet til patienternes evne til kognitiv multi-tasking. De kognitive standard mono-tasking tests og undersøgelser, ser desuden ud til at være mindre følsomme overfor depression-relateret kognition.

MS-patienter i tidlige stadier af deres sygdom og med symptomer på depression rapporterer, at de oplever kognitive udfordringer. Der er tale om udfordringer, som standard kognitive tests ikke er tilstrækkeligt følsomme til at registrere, men som kan registreres ved kognitive multitasking-test, viser et studie, som er publiceret i Multiple Sclerosis Journal.

Formålet med studiet, er at undersøge relationen mellem symptomer på depression ved kognitiv mono-tasking versus symptomerne ved multi-tasking. Studiet omfattede 185 MS-patienter diagnosticeret indenfor en femårig periode og som oplevede påvirkning af humøret. Patienter gennemgik kognitive tests med mono-tasking og multitasking og blev desuden MRI-scannet. Man undersøgte og analyserede i studiet sammenhænge mellem humør og kognition, man tog højde for alder og køn ligesom man kortlagde estimeret præmorbid IQ, T2 læsionsvolumen og normaliseret grå stofvolumen.

Symptomer på depression var i højere grad relateret til dårligere kognitiv multi-tasking (-0,353, p;0,001) end mono-tasking (r = -0,189, p = 0,011). Der var en signifikant omend svagere sammenhæng med den sammensat score for kognitiv effektivitet (r = -0,281, p <0,001), men ikke for hukommelse (r = -0,036, p> 0,50). Resultaterne blev gentaget med et mål for depression.

Multitasking var mere vanskelig for patienter med mild depression end for patienter uden eller med minimal depression og for patienter i en rask kontrolgruppe. Multitasking var desuden ikke relateret til depression hos patienter i den raske kontrolgruppe.

Forskerne bag studiet opfordrer til yderligere studier af området - og håber, at det på sigt kan føre til en bedre behandling af kognitiv dysfunktion.