Sundhedsstyrelsen i dårligt selskab
Der er behov for et omgående og håndfast politisk initiativ efter Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner imod al sund logik og alskens evidens har dikteret at grænsen for at fedmeoperere fortsat skal være et BMI på 50.
{snippet alle}
Et talstærkt udvalg med 20 af landets ypperste faglige eksperter havde ellers offentliggjort sine anbefalinger i en ny National Klinisk Retningslinje, og her slås det fast, at et BMI på 40 bør være fremtidens grænse – den anbefaling er blevet til efter mange overvejelser.
Eksperterne kommer fra alle relevante lægefaglige selskaber: Dansk Endokrinologisk Selskab, Dansk Selskab for Almen Medicin, Dansk Kirurgisk Selskab og Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin. Stærkere bliver det ikke, og alligevel får eksperterne en kold skulder. Af samme grund er de også trådt ud af udvalget i berettiget arrigskab.
En række studier bekræfter at det bør være grænsen, og der er også studier, der viser bivirkningerne ikke er så slemme som antaget, og evidensen peger også på fedmekirurgi reducerer risikoen for type 2-diabetes markant, foruden en masse andre alvorlige sygdomme. Det viser sig sågar at fedmekirurgi kan blokere den genetik som øger risikoen for at overvægtige kvinder får børn, der også er disponeret for overvægt.
Fedmekirurgi er altså et yderst fornuftigt indgreb, som ovenikøbet betaler sig i det lange løb. Det har Sundhedsstyrelsen og Danske Regioner bare ikke syn for – de kan kun se, at en markant vækst i fedmekirurgi koster mange penge på den korte bane. Og det er forklaringen på, at dem, der sidder på pengekassen ikke skeler til sundhedsfaglige argumenter – og at de da vil blæse patienternes ønsker en hatfuld.
Man kunne måske have gættet at det ville blive udfaldet. Da eksperternes anbefaling blev offentliggjort, røg det straks i TV-avisen og TV2-nyhederne, og ved den lejlighed blev regionernes formand, Bent Hansen, bedt om en reaktion – og hans øjne lynede, sur var han, da han fik ud mellem sidebenene at nu kunne andre måske fortælle ham, hvordan det skulle finansieres.
En helt i gennem uværdig reaktion på en gennemtænkt anbefaling med opbakning fra alle eksperterne.
Det er dybt pinligt, at også Sundhedsstyrelsen vælger den patientfjendske løsning. Det lover ikke godt for det fremtidige arbejde med lignende anbefalinger.
Så er det nu vores reserve-sundhedsminister Karen Ellemann første gang kan træde i karakter i en sag, hvor hun både har eksperterne og patienterne bag sig.
