Skip to main content


Korsblomstrede grøntsager er rige på næringsstoffer og mineraler, og kan have en beskyttende virkning på nogle former for kræft.

5 sandheder om kost og kræft

Det kan være svært at hitte rede i alle de undersøgelser om kost og kræft, for hvad kan vi stole på er rigtigt? Ekspert gennemgår her fem myter.  

{snippet kost}

Eksperter anslår, at mindst en tredjedel af alle tilfælde af kræft hos voksne mennesker er knyttet til livsstilsvalg og vaner. Men selvom talrige undersøgelser har kigget på sammenhængen mellem mad og kræft, er det vanskeligt at komme med endelige konklusioner, lyder det fra Merry Jennifer Markham, som er professor i hæmatologi og onkologi på University of Florida, USA.

Hun gennemgår herunder fem almindeligt drøftede sandheder om fødevarer og kræft:

1. Ingen dokumenteret kost kan forebygge kræft

Nogle kræftformer er forbundet med arvelige genetiske mutationer, så derfor kan man godt udvikle kræft, selvom man har en sund kost og livsstil.

Der er dog visse tegn på, at Middelhavskost, som er rig på grøntsager, frugt, hele korn, olivenolie og fisk, kan forhindre forekomsten af brystkræft, men ikke nødvendigvis dødelighed. Der er dog behov for yderligere undersøgelser for at bekræfte disse fund.

2. Spis grøntsager

Grøntsager, især korsblomstrede grøntsager som grønkål og broccoli, er rige på næringsstoffer og mineraler. Det er blevet påvist, at korsblomstrede grøntsager har en beskyttende virkning på kræft i munden, svælget, strubehovedet, spiserøret og maven. Adskillige laboratorieundersøgelser tyder på, at korsblomstrede grøntsager hjælper med at regulere kroppens komplekse system af enzymer, der forsvarer mod kræft. Undersøgelser viser også, at dele af grøntsagerne kan stoppe væksten af ​​kræftceller.

Det er dog vigtigt at huske, at grøntsagerne måske ikke virker på samme måde eller lige så godt i mennesker som i laboratorieundersøgelser.

Det kan også spille en rolle, at mennesker, der spiser korsblomstrede grøntsager, muligvis er mere tilbøjelige til at have andre sunde vaner, der reducerer risiko for sygdom i forhold til dem, der ikke spiser disse grøntsager.

3. Soja kan hjælpe kvinder med brystkræft

Forskningsresultaterne på området er blandede, men en nylig stor undersøgelse viste, at de kvinder med brystkræft, der spiste flest sojaprodukter, var 21 procent mindre tilbøjelige til at dø over en periode på 9½ år end de kvinder, der spiste mindst soja. Trods mangeårige bekymringer fandt undersøgelsen også, at soja ikke havde nogen skadelig virkning på kvinder med østrogen receptor-positiv brystkræft.

Undersøgelser blandt prostatakræftoverlevende mænd viser, at sojaprodukter kan sænke PSA-niveauerne (prostataspecifikke antigener). Effekten er stærkere i nogle mænd end andre, hvilket rejser spørgsmålet, om genetik eller stofskifte gør en forskel.

4. Drik kaffe, men vær forsigtig med varme drikke

Sidste år ændrede verdenssundhedsorganisationen WHO sin mangeårige mærkning af kaffe som kræftfremkaldende. Derimod viser en gennemgang af næsten 1.000 undersøgelser, som WHO har udført, tegn på at kaffe er forbundet med en risikoreduktion for lever- og livmoderkræft.
WHO erklærer derimod, at det at drikke meget varme drikke sandsynligvis er kræftfremkaldende. Udmeldingen er baseret på begrænset dokumentation fra epidemiologiske undersøgelser, der viser positive associationer mellem kræft i spiserøret og folk, der drikker meget varme drikke. Studier i lande som Kina, Iran, Tyrkiet og Sydamerika, hvor te drikkes ved meget varme temperaturer, har fundet, at risikoen for kræft i spiserøret stiger med den temperatur, hvor drikken bliver drukket.

5. Gril med forsigtighed

En nylig undersøgelse har vist, at et højt indtag af grillet eller røget kød kan øge dødeligheden efter brystkræft, da denne form for kød er en kilde til kræftfremkaldende aromatiske kulbrinter (PAH). Imidlertid har befolkningsundersøgelser ikke etableret en endelig sammenhæng mellem eksponering for PAH fra kogt kød og kræft hos mennesker.

En udfordring er, at folk kan blive udsat for PAH fra andre miljømæssige kilder, såsom forurening og tobaksrøg. Forskere har fundet, at et højt forbrug af stegt eller grillet kød er forbundet med øget risiko for tarm-, bugspytkirtel-, og prostatakræft.

Find referencer til de gennemgående artikler HER

kræft, kost