Camilla besluttede tidligt at være åben om sit sygdomsforløb – kun én ting taler hun ikke om

Det er svært at stille Camilla Sander et spørgsmål om hendes diagnose, hun ikke har svaret på. De seneste to et halvt år har hun systematisk sat sig ind i al relevant information og ny forskning om metastaserende brystkræft og taler lige ud af posen om alle aspekter af sin sygdom – på nær ét. Den allersidste tid.

På det aflange spisebord foran dem lå et virvar af gule sedler. “Salg af hus”, “Friværdi?”, “Ny bolig – hvor?”, “Arbejde”, “Hvor lang tid?”.

Alle parrets uafklarede spørgsmål havde de skrevet ned på lapperne, som de behændigt gemte væk i løbet af dagen, når deres datter var til stede.

“Så sad vi om aftenen og fik langsomt hakket af på de forskellige ting, men fik ret hurtigt truffet de store beslutninger. Vi er begge to sådan nogle handlingstyper, så vi begyndte at lægge planer. Det kan godt lyde fuldstændig åndssvagt. Men med en spredningsdiagnose vidste jeg, at det kunne gå voldsomt stærkt,” fortæller 53-årige Camilla Sander om tiden efter, hun og hendes mand havde fået besked om, at hun havde brystkræft med spredning.

Da Camillas hånd en majmorgen i 2018 gled henover en knude på øverste del af det ene bryst i badet, vidste hun med egne ord godt, hvad klokken havde slået.

Hendes mormor var mange år forinden død af en aggressiv brystkræft, og hendes mor havde på det tidspunkt også været ramt og var kommet ud på den anden side af et mindre kompliceret forløb. Men begge kvinder var over 60 på diagnosetidspunktet. Camilla var kun 49.

Heldigvis så udsigterne gode ud, forsikrede lægerne, der bortopererede knuderne i brystet i starten af juni. Camilla kom i kemo- og strålebehandling og regnede med, hun snart ville være frikendt. Derfor var det også som et bombenedslag, da en CT-scanning midt i hendes stråleforløb viste, at hun havde metastaser i både ryg og lever.

“Det var værre end at få den første diagnose, for den var jeg ligesom forberedt på. Men jeg var ikke forberedt på, at jeg skulle sidde midt i mit strålebehandlingsforløb og være så tæt på målstregen - og så blive slået hjem i ludo.”

Fortæl kun hvad du ved

Med chokket dirrende i kroppen gik planlægningsarbejdet i gang. Camilla og hendes mand gennemgik systematisk, hvordan deres nye livsvilkår kunne komme til at påvirke økonomi, pensionsforhold, boligsituation – og de vendte som noget af det første det helt store spørgsmål: Hvordan fortæller man sine allernærmeste, at man er uhelbredeligt syg?

“En ting er at fortælle sine forældre, at de måske skal begrave deres barn, før de selv dør. Men noget andet er, hvordan man fortæller det til sit barn. Det var det værste for mig. Jeg fik et godt råd i en Facebookgruppe for kvinder med brystkræft med spredning: Fortæl hvad du ved, ikke hvad du frygter – og afpas informationen til barnets alder og formåen.”

Det blev et vigtigt pejlemærke for Camilla, der siden har givet sin i dag 15-årige datter informationer om sygdommen i bidder. For – som et andet medlem af Facebookgruppen skrev – er der ikke nogen grund til, at
et barn skal gå i årevis og være bange for noget, som ingen ved, hvornår sker.

“Så min datter ved, jeg har brystkræft, at det har spredt sig ud over brystet, at jeg ikke kan blive rask, og at jeg får medicin, der holder sygdommen nede. Nu har hun jo en alder, hvor hun selv kan google, og
det ved jeg ikke, hvor meget hun gør. For det med at jeg ultimativt dør af det, har vi faktisk ikke talt med hende om,” siger Camilla.

Struds på ét punkt

Camilla sidder i parrets hjem i en sort lænestol med fødderne oppe på en blød skammel. Hun har plastre på undersiden af fødderne, og hendes håndflader er ildrøde. Det er en bivirkning ved de kemopiller, hun
tager, forklarer hun.

Selvom de voldsomme gener har fået hende til at overveje at købe en rollator, er behandlingen overkommelig sammenlignet med andre af de medicinske sideeffekter, hendes krop er blevet trukket igennem de seneste to et halvt år. Nerveforstyrrelser i hænder og fødder, diarre, forstoppelse, hårtab, træthed og lave energireserver. I perioder i så voldsom grad at hun ikke har kunnet komme ud af sengen. Igennem hele forløbet, der tæller fem forskellige medicinske behandlinger, har hun talt med “gud og hvermand, der gider at høre på mig,” som hun siger.

For det har helt fra start været vigtigt for Camilla at være ærlig om sin situation over for omverdenen.

“Nogle synes, det er pinligt at få kræft, for man har nok gjort noget selv for at få det. Sådan har jeg aldrig haft det. Det er jo en tredjedel af os, der på et eller andet tidspunkt i livet bliver ramt af kræft. Jeg er
rimelig afklaret om, at jeg har kræft, det er desværre mit livsvilkår, og så må jeg prøve at få det bedste ud af det.”

Berøringsangst er hun ikke. Tværtimod har hun et stort behov for at blive klog på sin sygdom – og aftabuisere dét at være uhelbredeligt syg, mens man potentielt stadig har et langt liv foran sig. Af samme
grund er hun aktiv i den offentlige debat om kræftsygdom, som hun oplever kun i et minimalt omfang italesætter situationen for de kræftpatienter, der er kronisk syge.

“Det bliver ofte fremstillet som, at hvis bare man kæmper hårdt nok, kommer man ud på den anden side. Men det gør alle altså ikke. Jeg synes heller ikke, man skal udtrykke det som en kamp, for det er
en sygdom, og du kan ikke vinde over den. Den er stærkere end dig.”

Når man spørger hende, om der er nogle aspekter af sygdommen, hun ikke taler om, er der faktisk kun ét, der melder sig:

“Jeg er nok lidt struds, når det kommer til det med, at det på et eller andet tidspunkt ender,” siger hun.

“Det har jeg ikke så meget lyst til at tænke over. Og jeg føler heller ikke, det er lige nu. Men jeg er på den anden side heller ikke blind for, hvad det er for nogle forløb, nogle af dem, jeg har kendt, har været
igennem. Det kan pludselig gå meget stærkt, det ved jeg godt. Men jeg har ikke lyst til at face det.”

FAKTA

• Camilla Sander er 53 år.
• Hun er uddannet jurist og næstformand i DBO’s bestyrelse.
• Hun bor i Vallensbæk med sin mand. Sammen har de en datter på 15 år.