Skip to main content

Multisyge patienter bliver syltet

Multisyge patienter bliver nedprioriteret i sundhedsvæsnet til fordel for patienter med en enkelt sygdom.

1,2 millioner danskere lider af mere end én sygdom og er derfor det, man kalder multisyge. Disse patienter har det særligt svært i sundhedsvæsenet, der primært opbygger kompetencer inden for enkelte specialer – og ikke fokuserer på sammenhængen mellem sygdomme.

Det mener organisationen Danske Patienter, som nu opfordrer til at sundhedssystemet tager højde for et meget ændret sygdomsbillede.

Organisationen mener desuden, at der mangler forskning på området.

Et stigende antal af danskere får en kronisk eller alvorlig langvarig sygdom, som de skal lære at leve med i hverdagen – og som de skal i behandling for. En stor andel af disse danskere får faktisk mere en blot én sygdom, og det betyder, at deres behandling bliver mere kompliceret – og ikke længere tilhører ét lægefagligt speciale.

Vi ser, at der sker en kraftig ændring af sygdomsbilledet, skriver Danske Patienter på sin hjemmeside. ”Patienter får mere og mere komplekse forløb – og der er ikke to patienter, der er ens. Samtidigt udvikler sundhedsvæsenet sig i retning af specialisering og standardisering. Det er på mange måder godt, da man samler viden om de enkelte sygdomme og dermed bliver bedre til at behandle disse, men det er også skidt, fordi man derved fravælger at tænke på tværs af de forskellige sygdomme. Det rammer de multisyge hårdt,” siger direktør Morten Freil fra Danske Patienter.

Denne patientgruppe har brug for et sundhedsvæsen, der tager dem ind og behandler deres sygdomme under ét – som en samlet udfordring. I dag er det stort set op til den multisyge selv at holde hoved og hale i de forskellige sygdomme, mener Danske Patienter.

Læs mere hos danskepatienter.dk

multisyge, patienter, kronisk sygdom