Patientformand: Man bliver helbredt på sygehuset, men man bliver ikke rask

Manglende overblik og samarbejde i sundhedsvæsenet gør patienter utrygge og giver alt for mange genindlæggelser. Det fremgik blandt andet til PatientAkademiet første møde om udfordringerne i sundhedsvæsenet set fra patienternes perspektiv. 

Ambitionerne er store og PatientAkademiet er kørt i stilling. Når de store sundhedsplaner skal finde løsninger på de mange udfordringer sundhedsvæsenet, står overfor, vil PatientAkademiet sikre, at beslutningstagerne hører patienternes stemme klart og tydeligt. 

Derfor har PatientAkademiet arrangeret en møderække, hvor der bliver sat fokus på patienternes perspektiv. Målet er at finde frem til de behov, som går på tværs af patientforeningerne og derefter gå i dialog med beslutningstagere om de store sundhedsplaner. Det hele slutter af med en konference i efteråret, men inden da har patientforeningerne mulighed for sammen at komme i dybden med, hvad det er for nogle behov og ønsker, de har til fremtidens sundhedsvæsen. 

Til første møde var der inviteret oplægsholdere fra tre meget forskellige patientforeninger; Lungeforeningen, LyLe (patientforeningen for lymfekræft, leukæmi og MDS) og fra SIND for på den måde at få input fra kroniske patienter, kræftpatienter og psykiatriske patienters udfordringer. Men først var det Michael Teit Nielsen fra Ældresagen, der havde ordet:

”I Ældresagen har vi især to problemstillinger i sundhedsvæsenet. Den første er, at ældre mennesker bliver smidt ud af sygehusene. Indlæggelserne bliver kortere og kortere, og det stiller nye krav til sundhedsvæsenet. Der er nogle gode eksempler på samarbejde mellem sygehus og hjemmepleje ved udskrivning, men der er alt for lidt af det. Det andet problem er, at jo ældre man er, des flere kroniske diagnoser får man. De ældre oplever, at de bliver kastet rundt i sundhedsvæsenet og altid møder en ny læge. Så vi foreslår en national kvalitetspakke til ældre patienter med flere sygdomme. Den skal sikre et helhedsblik, så der er fokus på kosten, så ældre ikke er underernærede, der skal være styr på medicinen, så de får den rigtige dosis, men også på tandsundhed, genoptræning og motion,” sagde han. 

Og netop ønsket om helhed og sammenhæng var noget, der blev fremført flere gange under mødet.

Helbredt, men ikke rask

”Sundhedsvæsenets kompleksitet er en af de største udfordringer," sagde Torben Mogensen fra Lungeforeningen og fortsatte:

"Man bliver sendt rundt mellem sygehusene og møder for mange læger.  Men der er brug for kontinuitet, og det allervigtigste er, at man har en ansvarlig læge, når man er i et forløb på et sygehus. For man bliver helbredt på sygehuset, men man bliver ikke rask. Har man for eksempel lungebetændelse, så er risikoen for genindlæggelse stor. Men hvis man har blik for, hvordan man kan hjælpe patienterne, når de kommer hjem, så ville de ikke blive genindlagt,” sagde Torben Mogensen og understregede, at vi bliver nødt til at kigge på samarbejdet mellem de forskellige aktører i sundhedsvæsenet. 

”Alle som byder ind med sundhedsydelser, skal kunne kommunikere med hinanden,” fastslog han.

Mia Kristina Hansen fra SIND, landsforeningen for psykisk sundhed, kom med samme opfordring:

”Man sender folk hjem til ingenting, og så er det de her genindlæggelser kommer. Der skal være et tæt samarbejde mellem kommunen og regionen og den praktiserende læge, hvor man sammen finder ud af, hvordan man hjælper det her menneske med at få livsmuligheder.  Det vil sige, hvad skal der for eksempel til for, at man kan komme ud ad døren, komme på arbejde, komme til noget socialt, være sammen med sin familie, alle de muligheder. Patienten har brug for støtte, så man efterfølgende, når man ikke er indlagt, kan leve livet ved siden af, at man har en sygdom,” understreger Mia Kristina Hansen.

Brug for mere viden

Livet ved siden af sygdommen er også noget, der fylder meget i LyLe, fortalte Rita Christensen, og forklarede, at kræftpatienter ikke får den vejledning og viden omkring behandlingsmuligheder og bivirkninger af sundhedsvæsenet, som de har brug for, og det blandt andet går ud over livskvaliteten:  

”WHO har over 70 definitioner for lymfekræft, og i LyLe har vi også leukæmi, så vi har over 100 forskellige definitioner. Men hvad skal vi fortælle patienterne? Det er afgørende, at patienten forstår, hvad det går ud på. Det er de færreste patienter som ved, hvilken behandling der er bedst. Man har ret til at skifte sygehus og vælge den behandling, som man synes er bedst, men hvilken er bedst? Hvilke læger ved det?” spørger hun. 

For virkeligheden er den, at nogle lymfekræftpatienter i årevis går igennem den ene behandling efter den anden gamle behandling, der ødelægger kroppen og efterlader dem med senfølger og dårlig livskvalitet, og til sidst bliver de opgivet af systemet.

”Patienter bliver opgivet, for hvor meget kan en krop holde til? Og vi ved, der er effektive behandlinger i Sverige og Tyskland, som ikke de ikke kan få i Danmark. De får i stedet beskeden; ’Du er opgivet, gå hjem til din familie og nyd den sidste tid,” siger Rita Christensen, som vil have mere fokus på livskvalitet.